Unormale blodkar

​Unormale blodkar kan blandt andet give hjerneblødninger. Det kan behandles på Neurokirurgisk Klinik.​

​​

Unormale blodkar er en misdannelse af blodårerne i hjernen, der oftest er medfødt. Det kaldes også ateriovenøs malformation. Misdannelsen giver ikke symptomer i sig selv, men der kan opstå symptomer på to måder.

Dels kan der opstå hjerneblødninger, idet karrene med tiden bliver skøre. Det sker typisk i den tidlige voksenalder og er det første symptom på misdannelsen. Dels kan der løbe så meget blod gennem karrene med store misdannelser, at det i perioder stjæler blodet fra det omgivende hjernevæv. ​

Behandling 

Hjerneblødninger, der skyldes misdannelser, kan behandles på Neurokirurgisk Klinik. Behandlingen har ofte til formål at nedsætte risikoen for flere blødninger. Karmisdannelserne kan behandles på tre forskellige måder alt efter størrelsen og placeringen af karmisdannelsen.​

Operation 

Hvis blødningen ligger ud mod hjernens overflade i et område af hjernen, som ikke er så følsomt for skade, kan karmisdannelsen opereres bort.​

Endovaskulær behandling 

Er der et enkelt stort kar som forsyner karmisdannelsen fra pulsåresystemet kan man evt. lukke karret ved at sprøjte lim ind i karret gennem et kateter som er ført ind gennem hovedpulsåren (ligesom ved arteriografi). Det kaldes endovaskulær behandling.​

Strålebehandling 

Hvis karmisdannelsen er lille og ligger dybt, kan man give strålebehandling med stereotaktisk teknik. Herved beskadiges indersiden af karrene, og i løbet af måneder vil de lukke sig, og blødningen vil dermed standse.

Videoer om dit behandlingsforløb

Redaktør