Mapping

​Mapping er en teknik, der bruges under en operation til at kortlægge, hvor de forskellige funktioner i hjernen er placeret. ​

​​

I forbindelse med hjerneoperation kan kirurgen benytte forskellige teknikker for præcist at kortlægge, hvor forskellige vigtige funktioner er lokaliseret i hjernen. Teknikken går under betegnelsen mapping. Mapping bruges eksempelvis når kirurgen skal fjerne en tumor, som ligger tæt på det område af hjernen, man bruge til at tale med. 

Hjernens funktioner er lokaliseret nogenlunde ens hos os alle, men ikke fuldstændigt ens. Figuren viser placeringen af nogle funktioner i hjernen. 


Et eksempel​ på variation er at, for praktiske formål har alle højrehåndede deres sprogområder placeret i venstre side af hjernen, mens dette kun er tilfældet hos ca 2/3 af venstrehåndede. Et andet eksempel er, at hjernen i nogle tilfælde er i stand til at flytte rundt på sine funktioner, eksempelvis ved langsomt voksende tumorer, hvor funktionerne i nogle tilfælde ”flytter” væk fra tumoren.

Ved mange mapping-operationer starter du som patient med at være fuldt bedøvet og sovende. Når mappingen starter bliver du vækket. Det kan lade sig gøre uden væsentligt ubehag, fordi man ikke kan mærke smerter i hjernens væv. Ved at stimulere hjernens overfalde med små elektriske stød, kan kirurgen henholdsvis aktivere og blokere hjernefunktioner, som er lokaliseret der, hvor kirurgen stimulerer med stød. 

Hvis området i hjernen, der kontrollerer bevægelsen af venstre arm, stimuleres, vil venstre arm bevæge sig. Hvis området for følesansen i venstre arm stimuleres, kan du mærke det i venstre arm, og stimuleres områder du bruger til at tale med vil din evne til at tale kortvarigt blive blokeret. 

Når kirurgen finder de områder, der bliver påvirket, markeres de med små mærker på hjernens overflade. Når kortlægningen er færdig kan kirurgen udføre operationen med mindst mulig risiko for at ramme vigtige funktioner. Ofte er du vågen under resten af operationen således, at kirurgen hele tiden kan kontrollere, at dine vigtige funktioner som tale og bevægelse ikke skades.


Redaktør