Forskerfortællinger- Troldmandens værksted

​Forskning handler om at lave undersøgelser og eksperimenter, så man kan vise, at et eller andet passer eller hænger sammen. Men hvordan foregår det konkret fra dag til dag? Hvad laver man til hverdag, når man er forsker, og hvad tænker man over? 

Mandag morgen, klokken er halv syv. Martin Lauritzen, overlæge på Klinisk Neurofysiologisk Afdeling og professor i klinisk neurofysiologi, sætter sig til computeren og tjekker de første mails. Han er redaktør af tidsskriftet Journal of Cerebral Blood Flow & Metabolism. 

- Jeg starter hver morgen med at læse mails, der har forbindelse med tidsskriftet. Der kommer to til tre videnskabelige artikler hver dag, som vi måske skal bringe i bladet. Jeg skal også koordinere svar og kritisk respons på dem fra andre forskere, siger Martin Lauritzen. 

Martin Lauritzen giver et kig ind i forskningens hverdag. Han er overlæge på Klinisk Neurofysiologisk Afdeling og professor i klinisk neurofysiologi. Først tjekker han mails, så går han i gang med morgenrutinen. Efter at have spist morgenmad sætter han kurs mod en arbejdsuge, der typisk slutter 60-70 arbejdstimer senere, fredag aften ved 23-tiden.

Forskning i hjernen

Martin Lauritzen forsker i hjernens energiomsætning og blodkredsløb, sammenhæng mellem tænkning og aktivitet i hjernen og i, hvordan hjernen ældes. Hans første stop mandag morgen er ikke Rigshospitalet - Glostrup, men derimod Panum Instituttet, til et styregruppemøde i Center for Sund Aldring på Københavns Universitet. Centeret har forgreninger til flere forskere fra Rigshospitalet - Glostrup, og styregruppemødet bliver brugt til at koordinere projekter og til planlægning af en stor kongres om aldring. 

Nogle timer senere spiser Martin Lauritzen frokost på Klinisk Neurofysiologisk Afdeling på Rigshospitalet - Glostrup. Tiden bliver brugt til en journalklub:

- En af os har forberedt et oplæg om en videnskabelig artikel, som vi så diskuterer, fortæller han. 

Først ved 20-tiden mandag aften er Martin Lauritzen hjemme og har fri - i hvert fald et par timer. Ved 23-tiden sætter professoren sig igen til computeren. 

- Jeg tjekker altid tidsskriftet igen om aftenen. Der bruger jeg en halv time på svar på e-mails og nye ting, jeg skal reagere på, siger han.

Kontakten til patienterne

Tirsdag starter på samme måde: Mails. Morgenmad. Martin Lauritzen deltager i morgenkonferencen klokken otte: 

- Vi kigger på undersøgelser fra dagen før. Det er typisk patienter med epilepsi eller hjerneskader. Det er ikke mig, der leder det, men jeg er med som mentor. Jeg er selv opdraget i en tradition med udpræget mesterlære, og på morgenkonferencen forsøger jeg at lære lidt fra mig på den gammeldags måde, fortæller Martin Lauritzen.

Efter konferencen er der almindelig konsultation. 

- Jeg starter typisk med at gennemse journaler og forberede mig på patienterne. Derefter har jeg tre patienter, hvor jeg undersøger deres nerver med nåle og elektroder. Jeg holder meget af kontakten med patienterne. Jeg ville føle en stor tomhed, hvis jeg skulle nøjes med at forske og undervise, siger han. 

Efter frokosten plejer Martin Lauritzen at have fri til at skrive og læse. Men ikke i dag. 

- Lige denne tirsdag har jeg regnskabsmøde om fondsmidler. Vi skal snart aflevere rapport til en fransk-canadisk fond, der støtter os, fortæller Martin Lauritzen.

Mikroskopiske billeder af hjerneceller

Hver onsdag og torsdag arbejder han på Panum Instituttet. Her foregår den tekniske del af hans forskning, og der er syv forskere ansat.

- Vi starter næsten altid dagen med et forskermøde, hvor vi drikker kaffe, og jeg bliver opdateret på, hvor langt de forskellige forskere er nået, og hvilke problemer der kan være dukket op, fortæller Martin Lauritzen.

To-foton laseren er ude af justering.

- Den er et centralt element i vores forskning og et virkeligt sart instrument. Vi bruger den til at tage mikroskopiske billeder af f.eks. hjerneceller hos mus, mens de er levende. To-foton laseren sender to forskellige lysstråler eller fotoner mod det, vi gerne vil se på, siger han og forklarer videre:

- De to lysstråler gør det muligt at kigge op til en millimeter ned i hjernebarken på en mus, uden at man behøver at forstyrre den. Det særligt fine er, at mikroskopet kan tage helt klare billeder af et enkelt cellelag. Det er en af de bedste måder at forstå, hvordan enkelte nerveceller fungerer i levende tilstand, fortæller Martin Lauritzen.

Det kræver, at laseren sender det rigtige lys. Det foregår via en serie af spejle, der sorterer det meste af lyset fra, så forskerne ender med de to lysstråler, de gerne vil have. Problemet er, at spejlene er ekstremt sarte overfor vibrationer. Derfor var det nødvendigt at specialindrette et rum til mikroskopet. Gulvet er særligt understøttet og forbundet til bærende elementer i væggene. Alligevel er mikroskopet ude af justering.

- Vi kan ikke selv reparere det, så når vi har konstateret, at det ikke virker, sender vi bud efter en tekniker hos leverandøren. Det er dyrt - det er en specialist, der skal flyves ind fra udlandet - men vi kan være i fuld gang igen om et par dage, siger Martin Lauritzen.

En ”tsunami” i hjernen

Eftermiddagen bruger Martin Lauritzen på en artikel om cortical spreading depolarisation, der er en bølge af nerveaktivitet, der går hen over hjernen. Martin Lauritzen var den første forsker, der beskrev det præcist.

- Vi skal samle op på en stor mængde forskning, der er lavet de seneste år. Meget tyder på, at Cortical Spreading Depolarisation er et fænomen, som er vigtigt i mange typer af hjerneskader. Man kan sammenligne det med en sten, der kastes i en sø. Det giver en bølge, der breder sig over hele søen. CSD breder sig på samme måde hen over hjernen, fortæller han.

Vi kender det fra migræne, hvor bølgen er kort og lav. Den forstyrrer kun hjernen lidt og falder til ro uden skader.

- Men bølgen findes også i en meget højere og bredere version, en tsunami, som ændrer på de molekylære forhold i hjernen. Som en tsunami trækker den et spor af ravage hen over hjernen, blandt andet på grund af de ændringer i blodkredsløbet, som bølgen giver. Det er denne effekt, som vi tror har betydning i mange sygdomme, forklarer Martin Lauritzen.

Det bliver den første oversigtsartikel på området, og den samler op på en stor mængde forskning, der er lavet de seneste år. Martin Lauritzen samarbejder med fem partnere fra blandt andet USA, England og Tyskland om at lave en oversigt over, hvad man ved om fænomenet. Artiklen skal publiceres i Journal of Cerebral Blood Flow & Metabolism. 

Sammenhæng mellem gammabølger og kognition?

Torsdag er der et afbræk i rutinen. Klokken 14 holder søvnforsker Poul Jennum sin tiltrædelsestale som professor på Rigshospitalet - Glostrup. Der er reception bagefter. Ved 17-tiden er Martin Lauritzen hjemme. Udover receptionen er dagen gået med møder om strategi og arbejdstilrettelæggelse og et besøg fra Århus:

- Jeg har besøg af en forsker fra Århus, Leif Østergård, der er leder af Dansk Neuroscience Center. Vi skal diskutere et eventuelt samarbejde, fortæller han.

Som han plejer, slutter Martin Lauritzen dagen ved 23-tiden med redigeringsarbejdet på tidsskriftet. 

Fredag formiddag er der intern konference på Rigshospitalet - Glostrup. 

- Vi diskuterer alle sværere tilfælde, der kræver intern diskussion og konsensus. Alle afdelingslæger er med, og det fungerer som en intern kvalitetskontrol. Det er altid utroligt spændende og udbytterigt, siger han.

Martin Lauritzen forsker også i hjernens gammabølger. Muligvis kan gammabølgerne have noget at gøre med vores kognition. Når man ser f.eks. en kaffekande, hvordan binder hjernen så indtrykket sammen fra alle de mange celler, som danner billedet? Måske er det hjernens gammabølger, der koordinerer indtrykket.

Man har lavet forsøg, hvor man måler f.eks. en kat, der ser et billede. Hvis man viser katten det samme billede igen, så har den præcist de samme gammabølger. Forskernes hypotese er, at bølgerne bruges til at organisere hjerneaktivitet over et større område. Og så kan gammabølgerne muligvis også bruges til undersøge aldring i hjernen. 

Efter et møde med bedømmelsesudvalget om bedømmelse af en disputats om skizofreni er der fest for den nye professor Poul Jennum. 

- Det er ikke helt sikkert, at jeg får kigget på tidsskrift denne aften, siger Martin Lauritzen.

"Jeg holder meget af kontakten med patienterne. Jeg ville føle en stor tomhed, hvis jeg skulle nøjes med at forske og undervise".

Martin Lauritzen, overlæge i Neurofysiologisk Klinik og professor i klinisk neurofysiologi

​​
Redaktør