Uro i benene

Rastløse ben er en sygdom, som giver ubehagelig uro og bevægetrang i benene og kan virke forstyrrende på ens søvnkvalitet.​

Hvad skyldes rastløse ben? 

Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor nogle mennesker udvikler rastløse ben. Nogle gange skyldes det arvelighed. 

Sometider optræder rastløse ben som en følge af andre sygdomme, fx jernmangel, nyresygdom eller sygdom i de perifere nerver (neuropati). 
 
Rastløse ben føles som en kriblen eller sovende fornemmelse i benene.​

Hvor hyppig er rastløse ben?

Rastløse ben er en almindelig sygdom. Man regner med, at omkring 10% af befolkningen har symptomer i større eller mindre grad.

Symptomerne starter oftest, når man er i 50-60 års alderen, men findes også hos børn.

Mange kvinder udvikler rastløse ben under graviditeten – især i sidste trimester, og risikoen stiger med hver graviditet.

Hvad er symptomerne på rastløse ben?

De typiske symptomer på uro i benene er:

  • ​Trang til at bevæge benene som regel ledsaget af eller forårsaget af ubehagelige fornemmelser i benene – især i lægmusklerne. Fornemmelserne beskrives fx  som kriblen, stikken, sovende fornemmelser, kravlende, krybende, smerte.
  • Forværring i hvile (fx når man sidder eller ligger)
  • Symptomerne bedres ved bevægelse
  • Symptomerne er værst om aftenen
  • Sygdommen kan også ramme armene.
Nogle patienter med rastløse ben oplever at deres søvnkvalitet forringes i en grad, hvor de oplever symptomer på søvnmangel.​

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Flertallet af  patienter med rastløse ben har også periodiske benbevægelser under søvn, som kan måles ved søvnundersøgelse og viser sig som små regelmæssige spjæt. Væsentligst er symptomerne som beskrevet ovenfor.​

Hvordan behandles rastløse ben?

Der findes ikke en enkelt god behandling af rastløse ben, men sygdommen kan i nogle tilfælde behandles med små doser Sifrol eller Requip, som er receptpligtig medicin der normalt anvendes mod Parkinsons sygdom. Andre kan have glæde af andre medicintyper. Tal med din læge herom.
Hvis sygdommen optræder som følge af anden sygdom forsøger man naturligvis at behandle denne, hvis muligt.

Når sygdommen optræder i forbindelse med graviditet forsvinder den som regel af sig selv umiddelbart efter fødslen.​

Hvad kan du selv gøre?

Mange har glæde af at dyrke regelmæssig motion.

Forløb

Rastløse ben er som oftest en livslang tilstand, som kan være generende, men ikke farlig.​​
Redaktør