Henvisninger

Henvisning og visitation til behandling af kroniske non-maligne smerter i Region Hovedstaden

Smertebehandling i Region Hovedstaden varetages af Tværfagligt Smertecenter, Rigshospitalet og Tværfagligt Smertecenter, Herlev Hospital (komplekse kroniske smertepatienter) samt de monofaglige smerteklinikker ved Bispebjerg/Frederiksberg, Hvidovre, Gentofte, Rigshospitalet - ​Glostrup samt Hillerød Hospital (simple kroniske smertepatienter).

Det skal tydeligt angives i henvisningen, at patienten ønskes henvist til smertebehandling.

Henvisende læge skal samtidigt anføre, om patienten ønskes henvist til en monofaglig smerteklinik (bemandet med speciallæge og smertesygeplejerske) eller til et tværfagligt smertecenter (bemandet med speciallæge, sygeplejerske, fysioterapeut, psykolog og socialrådgiver).

Ved henvisning til monofaglig smerteklinik skal henvisende læge sikre sig, at det drejer sig om en patient med en simpel kroniske non-malign smertetilstand, dvs. patienter, som ikke har væsentlige sociale og psykologiske problemstillinger relateret til smertetilstanden.

Til tværfagligt smertecenter henvises patienter med komplekse kroniske non-maligne smerter som defineres ved, at sociale og psykologiske faktorer udgør en væsentlig hindring for en effektiv smertebehandling. De to tværfaglige smertecentre kan ikke modtage sengeliggende patienter.

Begrebet "kompleks smertetilstand" skal ikke forveksles med "kompliceret smertetilstand", idet sidstnævnte henviser til, at konventionel smertebehandling med analgetika som paracetamol, NSAID og morfin har været virkningsløs.

Henvisning skal sendes elektronisk til CVI, afhængig af hvilket planlægningsområde, som patienten bor i.

  • Patienter bosiddende i planlægningsområderne Byen og Syd: Henvisningen sendes til CVI Byen, der sender henvisningen til Tværfagligt Smertecenter, Rigshospitalet.
  • Patienter bosiddende i planlægningsområderne Nord og Midt: Henvisningen sendes til CVI Midt, der sender henvisningen til Tværfagligt Smertecenter, Herlev Hospital.

Såfremt de relevante oplysninger overskrider grænsen for omfanget af elektronisk henvisning, kan disse sendes med ordinær post til relevante smertecenter på følgende adresse:

  • Tværfagligt Smertecenter, afsnit7612, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø (telefon: 3545 7612 kl. 9-12, onsdage kl. 11-13.
  • Tværfagligt Smertecenter 63P7, Herlev Hospital, Herlev Ringvej 75, 2730 Herlev (telefon: 3868 4623 eller 3868 4624 kl. 8-12)

Den videre visitation og fordeling mellem smertecenter/smerteklinik foretages af de tværfaglige smertecentre.

Hvilke patienter modtages?

Regionens Tværfaglige Smertecentre og Smerteklinikker modtager voksne patienter (>= 18 år) med kroniske smerter (> 6 måneders varighed). Patienten skal være diagnostisk afklaret og færdigbehandlet i de relevante specialer. Der modtages kun ambulante patienter.

Hvilke patienter modtages ikke?

Der modtages ikke patienter

  • med akutte smerter
  • der ikke er diagnostisk afklarede
  • som ikke er færdigbehandlede
  • med aktiv kræftsygdom
  • med hovedpine inkl. migræne
  • med alkohol- eller stofmisbrug
  • med sværere ustabile psykiatriske lidelser

Ved mistanke om refleks dystrofi (Complex Regional Pain Syndrome) eller kompliceret neurogen smerte skal henvisning sendes direkte til Neurologisk afdeling, Hillerød eller Neurologisk afdeling, Glostrup Hospital (henholdsvis regional og højt specialiseret funktion i henhold til Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning). Ved kompliceret neurogen smerte forstås smertefuld neuropati, hvor behandling med tricykliske antidepressiva og/eller gabapentinoider er utilstrækkelig eller ikke tolereres.

Indhold i henvisning

Henvisningen skal indeholde:

  • MRSA status
  • Henvisningsdiagnosekode for den tilgrundliggende sygdom/tilstand
    • Simple langvarig/kronisk non-malign smertetilstande (DR522d)
    • Komplekse langvarig/kronisk non-malign smertetilstande (DR522e)
    • Refleks dystrofi eller Complex Regional Pain Syndrome (DM890)

  • Kort anamnese med beskrivelse af objektive fund
  • Resume af relevante undersøgelsesresultater (kan evt. fremsendes vedhæftet)
  • Aktuel medicin
  • Psykologiske relevante forhold (f.eks. forekomst af angst, depression, uhensigtsmæssig smertehåndtering etc.)
  • Social situation (erhvervsmæssige status (arbejde, sygemeldt, revalidering etc.), eksistensgrundlag (uafklaret eller afklaret), verserende erstatningssager.
  • Problemformulering (henvisende læges samlede vurdering)
  • Behov for tolk (angiv sprog)

Hvis henvisningen er mangelfuld, vil den blive returneret.

 ​​

Redaktør