Uheld gjorde Klaus lam fra halsen og ned

​Klaus Fischer var ude for et uheld på sin mountainbike. Han brækkede nakken og blev lam fra halsen og ned. I dag sidder han i kørestol, og en pacer sørger for, at han trækker vejret. Klaus er tilknyttet Respirationscenter Øst, som holder øje med, at hans pacer fungerer.

Klaus Fischer var tømrer med eget firma og en aktiv sportsmand. Men en dag, da han kørte på mountainbike i skoven sammen med sin kone, ændrede hans liv sig drastisk. Klaus faldt af mountainbiken direkte ned på hovedet og brækkede nakken.  

Respirator holdt Klaus i live

- Jeg besvimede og lå 28 minutter i skoven. Så kom der lægehjælp. De hentede mig med båre og kørte mig til Rigshospitalets TraumeCenter. Der var jeg helt væk. Der gik et par dage, før jeg vågnede op på intensiv, fortæller Klaus. 

Da han vågnede op, havde han fået indopereret en trakeostomi. En trakeostomi er en operation, hvor der laves et hul i luftrøret i halsen, hvortil der fæstnes en tube. Via en slange tilslutter man en respirator til tuben. Ved hjælp af respiratoren blev Klaus holdt i live. Men han kunne ikke tale, da den tube, han havde fået indopereret, forhindrede det.

- Jeg var godt klar over, hvad der var sket, da jeg vågnede. Jeg husker alt i detaljer fra ulykken. Det er en voldsom oplevelse at vågne op, og så kan man ikke tale, forklarer Klaus om den første tid efter, han vågnede op.

Overlevede fire hjertestop

I løbet af nogle dage blev Klaus’ situation forværret. Hans krop gik i koma, fordi den var sat så meget ud af funktion på grund af lammelsen.

- Min krop kunne ikke finde ud af, hvad der var sket. Så en masse dele i kroppen gik ud af drift, og jeg fik fire hjertestop. Men jeg overlevede det, fortæller han.

Klaus fik indopereret en hjertepacer, og hans situation blev stille og roligt forbedret. Efter syv uger på intensiv afdeling blev han overflyttet til Respirationscenter Øst.

Klaus har fået et godt forhold til personalet på Respirationscenter Øst

Klaus lå på Respirationscenter Øst i tre en halv måned. På respirationscenteret fik han sat en anden tube i halsen, som gjorde, han kunne tale. Personalet sørgede for, at Klaus’ respirator fungerede og overvågede ham 24 timer i døgnet. De oplærte desuden et hjælpeteam, som skulle assistere Klaus døgnet rundt, når han var klar til at komme hjem. Personalet på Respirationscenter Øst varetog ifølge Klaus jobbet godt og var også dygtige til at tale med ham om alt det, der var sket, og om hvad der ventede ham i fremtiden.

Han flyttede efter de tre en halv måneds indlæggelse ind i en handicapbolig med sin kone og to børn. Men han kommer stadig til kontroller tre til fire gange om året på Respirationscenter Øst. Til kontrollerne har han en samtale med en læge og med sygeplejerskerne om det respiratoriske fungerer, som det skal.

- Det er et godt sted at komme. Man får en god behandling. Og fordi jeg var indlagt der i over tre måneder, har jeg jo fået et forhold til de mennesker. Så vi snakker også om alt muligt andet end lammelsen, siger Klaus.

Klaus’ liv er lagt i andre menneskers hænder

Klaus har på Rigshospitalet fået indopereret en pacer, som trækker vejret for ham. Den fungerer ved, at lægerne har indopereret nogle elektroder, som påvirkes med strøm fra en maskine, der sidder på hans kørestol. Strømmen gør, at hans mellemgulv trækker sig sammen. På den måde kan hans krop selv trække vejret. Det giver ham mere livskvalitet, fordi han ikke er afhængig af slangen på respiratoren. Om natten bruger han dog stadig respirator, da det aflaster systemet.

- Mit liv har jo taget en 180 graders vending. Fra at jeg havde min egen tømrervirksomhed og så skulle vænne mig til at være helt igennem afhængig af andre mennesker, det er nok det sværeste ved det hele. Jeg har et enormt afsavn fra rigtig mange ting, og det er et kæmpe chok at møde hele det her sygehusvæsen, forklarer han.

Hjemmeplejen kommer hjem til Klaus om morgenen og hjælper med at lifte og bade ham. Hans syv faste hjælpere er på skift hos ham 24 timer i døgnet. De overvåger Klaus’ vejrtrækning, hjælper ham med personlig pleje og meget mere. På den måde er hans liv lagt i andre menneskers hænder:

- Jeg bliver nødt til at stole hundrede procent på hjælperne. Det er jo vigtigt, de ikke laver fejl. De skal også holde øje med liggesår, for jeg kan ikke selv se eller mærke det. Jeg har også været ude for, at slangen til respiratoren er hoppet af. Så får jeg jo ikke noget luft, og så er der bare ikke noget at gøre, hvis hjælperen ikke er her, forklarer Klaus.

Fra begrænsninger til muligheder

- Jeg har en fantastisk kone. Hun er jo lige så påvirket af det, som jeg er. Men hun bakker mig hundrede procent op, siger Klaus.

Støtten fra hans kone har været en væsentlig grund til, at han er kommet igennem det hele. Og selvom begrænsningerne selvsagt fylder meget i hans liv, fokuserer Klaus på mulighederne. Han engagerer sig i meget - også på hospitalet. Blandt andet har han været med til at give feedback på, hvordan stuerne til respirationspatienterne skulle indrettes, da Respirationscenter Øst flyttede fra Rigshospitalet til placering i Glostrup. 

- Jeg savner jo mit fag som tømrer. Men jeg var hurtig til at acceptere, at sådan er det bare. Man lærer aldrig at vænne sig til det, men man skal finde frem til noget, hvor man kan se det positive. Jeg skal måske starte et firma, hvor vi skal bygge huse, og hvor jeg så kan stå for den mere administrative del. Så jeg er bestemt ikke færdig endnu, siger Klaus. ​

Redaktør