Om Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelser

​I Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelser undersøger vi patienter for sygdomme i muskler og nerver, herunder multipel sklerose, nervebetændelse (polyneuropati) og afklemning af nerve ved håndled (carpaltunnel syndrom). 

Neurofysiologiske undersøgelser

De neurofysiologiske undersøgelser foretages ved måling af de elektriske signaler, som dannes fra nervesystemet og muskulaturen. Undersøgelserne  bidrager til at diagnosticere sygdomme, følge udviklingen af sygdomstilstande samt vurdere behandlingsresultater.

Afdelingens fysiske placering

Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelser er en del af Neurocentret og er lokaliseret på Rigshospitalet - Blegdamsvej og Rigshospitalet – Glostrup med afsnit på Bispebjerg Hospital og Nordsjællands Hospital. Derudover undersøger vi patienter på Herlev-Gentofte Hospital samt på Hvidovre Hospital.

Neurofysiologisk udredning af patienter i hele Region Hovedstaden

Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelser udfører undersøgelser for samtlige kliniske afdelinger på Rigshospitalet, og der henvises især mange patienter fra Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi, BørneUngeAfdelingen, Reumatologisk Afdeling og Afdeling for Led- og Knoglekirurgi. Derudover henvises patienter til undersøgelse hos os fra Region Hovedstadens øvrige hospitaler, praktiserende læger og speciallæger i hele regionen. Det vil med andre ord sige, at vi står for den neurofysiologiske udredning af patienter i hele Region Hovedstaden. Desuden modtages patienter fra resten af landet, Grønland og Færøerne.

Dansk Center for Søvnsygdomme

Dansk Center for Søvnsygdomme er Danmarks største specialafdeling for søvnsygdomme. Vi er eksperter i at undersøge og behandle søvnsygdomme. Centret hører under Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelser. ​

Gå til hjemmeside for Dansk Center for Søvnsygdomme​


Redaktør