Indlagte patienter, efter operationen

​Behandlingsforløb for indlagte patienter i Operation og Opvågning, afsnit 23.

​Når du er blevet opereret, følger anæstesisygeplejersken dig på afsnit 23, hvor du modtages af en opvågningssygeplejerske, som informeres om bedøvelsen under operationen. Vi tilstræber, at det er den samme opvågningssygeplejerske, der passer og observerer dig tæt under hele opvågningsforløbet.  Information vedr. selve operationen varetages af kirurgen enten på opvågningen eller på sengeafsnittet.

Når du ankommer til afsnit 23, har du overvågningsudstyr på, da vi skal sikre os, at du trækker vejret optimalt og har stabilt blodtryk og puls samt er acceptabelt smertedækket. Hvis smerterne tiltager, eller hvis du får kvalme, er det vigtigt, at du fortæller det så hurtigt som muligt, så vi kan behandle det.

Endvidere observerer opvågningssygeplejersken din forbinding, eventuelle dræn og blærekateter, måler din temperatur og scanner din blære.  


Så snart din tilstand tillader det, kommer du op at gå med talerstol, eventuelt til toilettet. Kliniske undersøgelser har vist, at forløbet efter operationen bliver kortere og med færre komplikationer, hvis du kommer hurtigt ud af sengen.  

Besøg af pårørende er velkommen. Dog i begrænset omfang og efter aftale med personalet, da du har brug for ro og hvile efter operationen. Du har mulighed for at låne en telefon og kort ringe til en pårørende.

Dit ophold i afsnit 23 varer i gennemsnit 1-6 timer, afhængigt af indgrebet og din tilstand. Når opvågningssygeplejersken, ud fra fastlagte kriterier, vurderer, at du er klar til at blive udskrevet fra opvågningen, følger hun dig tilbage til sengeafdelingen. Her modtages du af personalet, som informeres om dit opvågningsforløb.


Redaktør