I Afdeling for Blodsygdomme har man ændret arbejdsgangen omkring stuegang, som tidligere affødte frustrationer for patienter, pårørende, læger og sygeplejersker.
Det, som særligt frustrerede patienterne, var, uvisheden om, hvornår stuegangen ville finde sted. Stuegangen var planlagt til at ske i løbet af formiddagen, men det hændte også, at den strakte sig ind i eftermiddagen. Det gjorde det vanskeligt for pårørende at planlægge at være med, selv om de gerne ville. Og for patienterne blev dagen én lang ventetid, hvor de fx ikke turde gå på toilettet af frygt for at blive ”sprunget over” eller glemt. En patient udtrykte sin frustration således:
”Der er jo generelt taget mere hensyn til arbejdsgangen end til patienten. Fordi, jeg ligger jo bare her. Så der er ikke ligefrem taget hensyn til mig. Altså, selvfølgelig drejer det sig om at få mig rask, men det er jo meget sådan produktionen, der er taget hensyn til. Sådan noget med at aftale klokken det og det, det er der meget lidt af... Du får at vide samme dag, hvad der skal ske... Mange gange ved du ikke hvornår, men du ved, det sker. Så ligger man og venter. Der er ikke nogen, der kommer ind i løbet af dagen og opdaterer, mange gange tror de, man har været afsted. Man kan ligge stavnsbundet hele dagen! Ellers kunne det være, man ville gå en tur, men det kan man ikke, når man ikke har et fast tidspunkt.” (patient indlagt på Finsencentret (nu: CKO))
Men det var ikke kun patienter og pårørende, der oplevede arbejdsgangene som uhensigtsmæssige. Også de sundhedsprofessionelle var frustrerede over forsinkelser, afbrydelser, uensartet kvalitet og ekstraarbejde. En tværfaglig projektgruppe blev derfor sat til at udvikle løsninger, der kunne fungere i afdelingens tre sengeafdelinger. Projektgruppen fik undervejs input fra patienter og pårørende via spørgeskemaer og fokusgruppeinterviews. Opgaven var at sikre, at stuegang kunne gennemføres inden kl. 12 i rolige omgivelser med patient, læge og sygeplejerske tilstede. Projektgruppens arbejde medførte markant ændrede arbejdsgange, nye fysiske omgivelser (konsultationsrum) samt en ny betegnelse for arbejdsgangen.
Den største forandring er, at man helt har afskaffet den traditionelle ”stuegang” og erstattet den med en ”konsultation for indlagte”, i daglig tale KFI som foregår i et konsultationsrum i stedet for på sengestuen. Hvor stuegang var et dagligt ritual, planlægges konsultationen efter behov. Der lægges en plan og rækkefølge for dagens konsultationer, som meldes ud til patienterne, så de og evt. pårørende kan planlægge deres dag og ikke skal stå til rådighed hele dagen. Under konsultationen afleverer lægerne deres kaldetelefon til en kollega, så afbrydelser og forstyrrelser undgås.
Sygeplejerskerne er blevet organiseret i makkerpar, så den ene sygeplejerske har ansvaret for at tilse patienterne, mens den anden deltager uforstyrret i konsultationerne. Det betyder, at lægen ikke venter på sygeplejersken, hvilket tidligere var med til at forsinke alle. I konsultationsrummet, hvor samtalen foregår, sidder patient, sygeplejerske, læge og evt. pårørende omkring det samme bord, hvilket understøtter et mere ligeværdigt forhold frem for stuegang ved patientens sengeside. Under samtalen gennemgås planer og svar på undersøgelser via en fælles TV skærm, så patienter og pårørende selv kan læse med. Desuden er det muligt at gennemføre den nødvendige dokumentation undervejs, hvilket også bidrager til patientens indsigt og accept og desuden betyder, at der for de professionelle ikke er administrative hængepartier efter samtalen.
Projektet er et eksempel på, at der skabes mere helstøbte løsninger, når de bliver skabt i et tværfagligt projektfællesskab og gavner alle parter. Løsningen er ikke egnet for alle patienterne (hvis de fx er meget syge eller ligger i isolation), men langt de fleste har i dag stor glæde af tilbuddet.