Information fra Afdeling for Tarmsvigt og Leversygdomme i forbindelse med coronavirus

Skal du møde til behandling?

Du skal møde til dine planlagte behandlinger og undersøgelser – dog under forudsætning af, at du ikke er syg med feber, har tegn på forkølelse eller øvre luftvejsinfektion fx åndenød. 

Hvis du har symptomer på coronavirus, skal du ringe til os, så vi kan afklare, hvad der skal ske.

Pårørende og besøgende

Vores patienter må i øjeblikket kun ledsages og få besøg af én fast pårørende. 
Du må derfor kun gå ind på hospitalet, hvis du er den FASTE nærmeste pårørende til en patient. Børn og unge må dog ledsages og besøges af to. 

Begrænsningen gælder ikke for kritisk syge og for patienter, der kan modtage besøg på udearealer. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Vores patienter er særligt sårbare overfor Covid-19 infektion, og vi skal stadigvæk overholde kravet om 1 meters afstand. Vi opfordrer derfor til, at besøg begrænses, når det er muligt. Det er vores anbefaling, at du som pårørende er med ved første lægesamtale og ved samtaler om diagnose og behandling.

Du kan som pårørende blive bedt om at vente udenfor undersøgelsesrum eller venteområder. Det sker udelukkende, når vi oplever, at det er helt nødvendigt, for at vi kan leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer for afstand. Vi gør vores yderste for, at patienter, der ønsker det, kan have pårørende med.

Inden du går ind i vores afdeling, skal du afspritte dine hænder, og nogle steder skal du også bruge mundbind. 

Besøger du vores sengeafsnit, skal du som pårørende så vidt muligt blive på patientstuen og undgå at bevæge dig rundt i afsnittet. 

Pårørende hjemmefra

Det kan være en god aflastning og løsning for både dig og patienten at holde kontakt på andre måder end ved at komme på besøg. Du kan ringe til din pårørende eller til sygeplejerskerne og høre, hvordan det går.
Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Hvornår skal du bruge mundbind?

I vores sengeafsnit bærer vi mundbind i situationer, hvor vi ikke kan overholde Sundhedsstyrelsens afstandskrav. Du vil derfor møde personale, som tager mundbind på, når de skal undersøge og behandle dig. 

Når afstandskravet ikke kan overholdes, skal du bære mundbind under din ambulante behandling. Mundbindet skal bæres under hele behandlingen.
Du kan få udleveret mundbind i forhallen på Rigshospitalet. 

Har du brug for medicinudlevering?

Hvis du har behov for medicinudlevering, vil vi bede dig ringe til din klinik - i stedet for at møde op uden aftale.  Vi vil forsøge at sende medicinen til dig. Hvis det ikke er muligt, hører du fra os. Hvis du ikke er syg med forkølelse, influenza eller lignende, kan du afhente din medicin i klinikken, eller en rask pårørende kan gøre det for dig.

Sådan passer du på dig selv

Du bør som patient i behandling følge den nationale anbefaling om at undgå offentlig transport i myldretid og om at deltage i store forsamlinger. Dvs. du bør også undgå store familiesammenkomster med mange personer, hvor man er tæt på hinanden med risiko for at blive smittet.

Husk god håndhygiejne inklusiv at spritte hænder af, da det er primære smittevej og dokumenteret effektivt.

Generelle spørgsmål til coronavirus

Har du generelle spørgsmål til coronavirus, vil vi bede dig orientere dig i Sundhedsstyrelsens anbefalinger på https://www.sst.dk/coronavirus, eller ring til hotline: 70 20 02 33




Redaktør