Behandlingstilbud

​​Behandlingsmuligheder afhænger af din sygdom. Her kan du se beskrivelser af de tilbud, som du vil høre om, når du kommer hos os.

Behandlingstilbud ved sygdom som er begrænset til spiserøret

Hvis undersøgelserne fra dit første besøg i vores afdeling viser, at din sygdom er begrænset til spiserøret, og de nærmeste omgivelser omkring spiserøret, består behandlingen af en kombination af medicinsk behandling og operation.

Behandlingstilbud ved sygdom som ikke er begrænset til spiserøret

Hvis undersøgelserne fra første besøg i afdelingen viser, at sygdommen ikke er begrænset til spiserøret, vil operation ikke være aktuel. Forskellige kombinationer af kemoterapi og/eller strålebehandling vil blive tilbudt.
Læs mere om behandling ved ikke lokal sygdom

Behandling med kemoterapi før og efter operation

Ved den hyppigste form for spiserørskræft (adenocarcinom) er den anbefalede behandling først kemoterapi, så operation og så igen kemoterapi. Det har i store internationale undersøgelser vist sig at give de bedste chancer for, at kræften ikke kommer igen. 

Populært kan man sige, at den indledende kemoterapi får kræftknuden til at ”gå i dvale” - altså stoppe sin vækst og spredning. Ofte vil den blive mærkbart mindre. Ved operationen fjernes knuden helt sammen med det omgivende væv og lymfeknuder.  Vi kan ikke afgøre om enkelte kræftceller var på vej ud i lymfebanerne eller blodet på tidspunktet for operationen. Dette er grunden til, at man anbefaler den efterfølgende kemoterapi, som har sin virkning i hele kroppen og kan ramme de celler, der har spredt sig.

Ved den første samtale i Afdeling for Kræftbehandling bliver du orienteret grundigt om behandlingen og mulige bivirkninger og hele forløbet vil være planlagt - men påbegyndes ikke denne første dag.

Kemoterapien gives over 8 uger før operation og 8 uger efter operation. Hver 2.uge får du fire forskellige slags medicin via en blodåre (intravenøst), heraf tre forskellige kemostoffer. Behandlingen gives 4 gange før operation og 4 gange efter. Du får behandlingen i et drop via en medicinpumpe. Det er derfor nødvendigt at indsætte et permanent kateter ved det ene kraveben. Du vil få yderligere information om kateteret og medicinpumpen på afdelingen. Behandlingen foregår ambulant. Operationen planlægges, så du holder ca 4 ugers pause efter den 4. behandling, da det er det mest optimale tidspunkt at blive opereret på.

Indlæggelsen til operationen varer oftest 9-14 dage. Når du er kommet lidt ovenpå igen efter operationen (efter 4-6 uger), skal du sammen med læge og sygeplejerske tage stilling til, om planen inden operationen holder, med den samme kemoterapi som før operationen – i alt 8 uger, eller om der er behov for ændringer.

Den samlede behandling er således først endelig afsluttet efter ca. 6 måneder.  Du behøver ikke nødvendigvis at være sygemeldt under hele forløbet. Det vil være individuelt, men under kemoterapien og afhængig af dit arbejde, vil du evt. kunne passe dette delvist. 

Behandling med kemoterapi og strålebehandling før operation

Ved en mindre hyppig type spiserørskræft (planocellulært carcinom) er den anbefalede behandling en kombination af kemoterapi og strålebehandling med efterfølgende operation. I enkelte tilfælde kan operationen fravælges.
Strålebehandlingen bliver givet i 5 uger på alle hverdage. Altså 25 gange i alt. Den første gang tager det nogle timer, fordi alt skal gøres klar til de fortsatte behandlinger. De følgende gange tager selve strålebehandlingen kun 15 minutter - og du behøver ikke beregne mere end ½-1 time pr gang. Nogle dage skal der også tages blodprøver. 

Kemoterapien bliver givet i en blodåre (intravenøst) over 4 dage og 2 gange i forløbet. Første gang gives behandlingen samtidig med den første strålebehandling (dag 1). Man får indsat en nål, der er koblet med en plastikslange (et kateter) i blodåren, og  en del af behandlingen gives over nogle timer i klinikken. Den resterende del af kemoterapien gives via en lille beholder, man har siddende i et bælte og som giver behandlingen  over 4 dage. Du kan være hjemme disse dage selvom du får behandling. Anden kemoterapi startes 3 uger senere (dag 22) og varer 4 dage. 

Selvom strålebehandlingerne er afsluttet, fortsætter virkningen i flere uger efter behandlingen er stoppet. 5 uger efter foretages en ny scanning og ved en konference med kirurgerne besluttes det, om operationen kan/skal foretages som planlagt typisk efter ca. 2 uger mere.

Afhængig af, hvordan du reagerer på kemoterapi og strålebehandling, kan der forekomme afvigelser fra det skitserede. Der tages naturligvis hensyn til, hvor meget din krop eventuelt påvirkes af bivirkninger og behandlingernes styrke og varighed vil kunne ændres. 

Vil du vide mere om stråleterapi, læs her

Operationen

Ved operationen i fuld bedøvelse fjerner man den øverste del af mavesækken og den nederste del af spiserøret, hvor knuden sidder svarende til det område, der på på tegningen herunder er markeret med brunt. Omgivende væv og lymfeknuder tages også ud.

Mavesækken sættes sammen med den øverste del af spiserøret ved at mavesækken trækkes op gennem mellemgulvsmusklen. For at kunne gøre dette skal kirurgen ind både i bughulen og i højre side af brysthulen. Du får således et ar i midten af maven fra brystbenet til lige under navlen og et ar under højre skulderblad. 




Under operationen har den højre lunge været klappet sammen under operationen. Derfor ligger der et blødt rør (dræn) ind mellem ribbenene i den højre side. Det er for at lungen igen skal folde sig helt ud. Drænet kan oftest fjernes efter 3-4 dage. 

I den første uge ligger der en sonde ned gennem spiserøret til den nederste del af mavesækken får at holde denne tom og skåne den nye sammensyning. Du må derfor heller ikke spise almindelig mad i den første uge. Du får ernæring ind i en blodåre. 

Herefter undersøges det med en røntgenundersøgelse om sammensyningen er helet godt sammen og er tæt. Er den det, kan sonden komme op og du må så langsomt få mere og mere at drikke og siden spise de kommende dage. I de første dage får du en effektiv smertestillende behandling gennem et tyndt kateter, der ligger inde ved rygmarven (epidural kateter). 

Du kan forvente en indlæggelsestid på 9-10 dage. De følgende uger er det almindeligt at være meget træt, kroppen skal vænne sig til de nye forhold, og du vil få en grundig vejledning om, hvordan du skal spise små hyppige måltider i efterforløbet.

 
 

Behandlingstilbud ved sygdom som ikke er begrænset til spiserøret

Hvis undersøgelserne fra første besøg i klinikken viser, at sygdommen ikke er begrænset til spiserøret, vil operation ikke være aktuel. Forskellige kombinationer af kemoterapi og/eller strålebehandling vil blive tilbudt. Desuden kan indgreb til forbedring af passagen gennem spiserøret (stent eller argon-koagulation se link herunder) komme på tale. 

Vi vil med gentagne scanninger vurdere effekten under og efter behandlingerne. I udvalgte tilfælde kan operation komme på tale senere.

Der foregår næsten altid forskningsprojekter, hvor det systematisk undersøges om nye behandlingsmuligheder både ved lokaliseret og ikke lokaliseret sygdom er fremtidens behandling. Du kan derfor blive tilbudt at indgå i et sådant studie. I den forbindelse vil du naturligvis få grundig særskilt information før du tager stilling til om du vil deltage.

Læs mere om anlæggelse af stent


Redaktør