Betydning af smerte og stress i neonatalperioden

​Mange tidligt fødte børn oplever perioder med mere eller mindre smerte og stress i neonatalperioden.

Man ved i dag meget mere om, hvilken betydning oplevelsen af smerte og stress i neonatalperioden har for barnet senere i livet, end man gjorde for fem år siden, men resultaterne er ikke entydige.

Den følgende fremstilling bygger i høj grad på en oversigtsartikel af Ruth Grunau, som selv har arbejdet med emnet i mange år [1​].

Det er veldokumenteret, at smertesignaler når hjernen også hos de allermindste børn. Men grundlæggende er smerteoplevelsen subjektiv. Når man skal vurdere smerter hos større børn og voksne, bruger man patientens egne udsagn til at måle smerten.

Smertegrænse hos for tidligt fødte børn efter udskrivelsen og senere i livet

De langsigtede virkninger af gentagnede oplevelse af smerte og stress  i det neonatale forløb er komplekse, og forældre til for tidligt fødte børn vurderer senere i barndommen, at børnene er mere følsomme over for smerter i forbindelse med f.eks. fald og stød i hverdagen. Der er gennemført mange studier af smertefølsomhed hos tidligt fødte børn senere i barndommen. Der er både fundet øget og sænket smertetærskel, herunder forskelle mellem de områder på kroppen, som blev udsat for smertestimulation i neonatalperioden, og andre kropsområder.  Et studie viste f.eks. en hurtigere reaktion ved varmestimulation, men at reaktionen varede kortere. Så alt i alt må man sige, at resultaterne af forskningen langt fra er entydige.

Et stort spørgeskemastudie med 18.527 deltagere i alderen 45 år viste ikke øget forekomst af selvrapporterede kroniske smerteproblemer i voksenalderen hos mennesker, som var tidligt født eller født med lav fødselsvægt.

Oplevelsen af smerte 

Smerter kan medføre lidelse og stress, men i hvor høj grad det sker, afhænger bl.a. meget af forståelsen af årsagen til smerten.  Hvis et barn, en ung eller en voksen er bange for, at smerten skyldes alvorlig sygdom og ikke ved, hvor længe det vil blive ved med at gøre ondt, kan smerten blive meget lidelsesfuld. Hvordan dette opleves af et meget tidligt født barn, ved man selvfølgelig ikke, da barnet ikke kan fortælle, hvor ondt det har.  

Før 1980 var antagelserne, at spædbørn ikke kunne opfatte smerter. I dag anbefaler man smertelindring ved alle indgreb, som man ved, kan gøre ondt, f.eks. ved blodprøvetagning, anlæggelse af drop og fjernelse af plaster. 

Behandling af smerter

Den sikreste form for smertebehandling er non-farmakologisk, dvs. uden medicin. F.eks. kan man lade barnet få noget at gribe om eller sutte på, når barnet får anlagt en sonde gennem næsen eller bliver suget for slim. Dette virker gennem ’gating’: Ved at stimulere andre dele af nervesystemet forhindres smertesignalerne i at nå hjernen i fuld styrke. Man bruger også sukker​​vand i munden. Den søde smag ser ud til at være smertestillende i sig selv og stimulerer også barnets sutten.​

Farmakologisk smertebehandling sker med medicin som paracetamol og morfin, f.eks. hvis barnet skal have ført en tube mellem stemmelæberne mhp. respiratorbehandling. Desværre viser forsøg, at ’for ​​meget’ morfin kan have varige bivirkninger. Et forsøg med meget tidligt fødte børn i respirator viste også at rutinemæssig brug af morfin gjorde mere skade end gavn [2]​.

Stress

Bortset fra smerter, kan også gentagne forstyrrelser, herunder manglende mulighed for at sove, resultere i en belastning, som betegnes som stress. Der er nu stor opmærksomhed på dette i neonatalafdelingerne, og forældrene medinddrages i plejen og behandling bl.a. for at reducere stress.  

For tidligt fødte børn er måske mere følsomme over for smerter og stress påvirkninger end børn født til tiden, og under den lange indlæggelse kan tidligt fødte børn blive udsat for mange forstyrrelser og et stort antal indgreb, der kan være smertefulde.

Forsøg med dyr viser, at smerter og stress i det neonatale forløb kan ændre hjernens struktur og funktioner, nervesystemets udvikling og den stress-sensitive adfærd i voksenalderen. Smerte og stress forårsager et ’stress-respons’ bl.a. med frisættelse af hormonet kortisol fra binyrerne, men forårsager også en ’programmering’ af hypothalamus-hypofyse-binyrebark- aksen, og derved det fremtidige stress respons. Dette kan betyde neurologiske og adfærdsmæssige udfordringer hos børn født meget for tidligt. Trods en del forskning er den praktiske betydning af disse mekanismer dog usikker.

Anvendt litteratur​



Fagligt ansvarlig redaktør: Professor Gorm Greisen
08/02-2016

© Copyright Rigshospitalet, 
Videnscenter for Tidligt Fødte Børn. ​

Redaktør