Spiseproblemer

​Mange børn har vanskeligheder med at spise. Når barnets indtagelse af føde og spisemønstret giver anledning til bekymring i familien og/eller er til fare for barnets vækst eller udvikling, siger man, at barnet har et spiseproblem.

Spiseproblem​​er omfatter:

  • Sutte, tygge, eller synkeproblemer
  • Opkastning i et omfang, der truer trivsel eller vækst
  • Selektive spisevaner
  • Manglende appetit.


Års​age​r:

Spiseproblemer ses i forbindelse med forskellige fysiske (organiske) lidelser, neurologiske sygdomme og forsinket udvikling. Det kan også ses i forbindelse med psykisk sygdom og med alvorlige forstyrrelser i forholdet mellem barnet og de voksne. Men i mange tilfælde er der ikke nogen klar årsag.


Almindelige organiske årsager til spiseproblemer hos tidligt fødte børn:


Problemer med mundens motorik 

(oral motorisk dysfunktion)

Nyfødte børn skal udvikle evnen til at koordinere sutte - synke rytmen med vejrtrækningen. Tidligt fødte børn kan være længere om at lære denne koordination og er derfor i større risiko for at udvikle en uorganiseret eller dysfunktionel mund-motorik.
En del ekstremt for tidligt fødte børn, bliver ved med at have problemer med at koordinere sutte-synke-rytmen med vejrtrækningen. Hos nogle for tidligt fødte børn løser problemerne sig med tiden, hos andre er det en del af et større problem med den motoriske udvikling.

Refluks

En anden årsag til spiseproblemer kan være, at der er tilbageløb fra mavesækken til spiserøret. Dette kaldes GER (gastro-oesophageal refluks). GER kan vise sig ved gylpen eller opkastninger, men kan også være helt skjult. Det er et helt almindeligt fænomen, faktisk har næsten alle spædbørn en grad af refluks. Hvis refluks er udtalt, og den mad, der løber tilbage er iblandet mavesyre, som ætser spiserørsslimhinden, kan barnet få smerter. 

I et studie (Mathisen et.al. 1999) havde 80 % af 6 mdr. gamle børn med udtalt refluks også oral motorisk dysfunktion, spisevægring og oral hypersensitivitet. De havde svært ved at holde maden i munden og viste mindre lyst til at prøve fast føde.

Tarmsygdommen NEC
NEC (nekrotiserende enterokolitis). NEC er en alvorlig tarmsygdom i neonatalperioden, som kan medføre, at en del af tarmen går til grunde eller må opereres væk. Det kan vare lang tid, før tarmen kan klare fuld ernæring. Det kan derfor give anledning til forsinkelse i træningen af spise-synke motorik, give dårlig funktion (dysfunktion) af tarmen og langvarige ernæringsproblemer.

Neurologisk sygdom

Svær neuromotorisk sygdom, som for eksempel cerebral parese, kan påvirke udviklingen af evnen til at spise. Disse børn har også ofte refluks. Betydningen af mindre synlige dysfunktioner, som dårlig koordination eller opmærksomhed, er mindre undersøgt.

Kronisk lungesygdom BPD

(BPD - Bronko pulmonal dysplasi). BPD er en kronisk lungesygdom, som forsinker udviklingen af sutte-synke-rytmen og synke-vejrtræknings-rytmen, og sygdommen forlænger overgangen fra sonde til bryst/flaske. De dårlige lunger betyder, at der kan blive fald i blodets indhold af ilt (desaturation) under måltidet. Det kan gøre barnet bange. Barnet spiser og vokser dårligere. Børn med BPD har ofte også refluks.

Risikoen for alle de ovenstående problemer er omvendt proportionalt med barnets gestationsalder, hvilket betyder, at ekstremt for tidligt fødte har størst risiko.

Men selv hos børn født efter 32-37 graviditetsuge, kan man i 1​-års alderen se tegn på koordinationsproblemer, når de drikker (de har behov for flere vejrtræknings pauser end børn født til tiden).


Ikke-organiske spiseforstyrrelse​r 

Ikke organiske spiseforstyrrelser, kan skyldes en forstyrrelse i barnets mentale eller følelsesmæssige regulering. Forstyrrelserne kan f.eks. opstå som reaktion på et forstyrret forældre-barn forhold. Dette kan skyldes, at forældre-barn forholdet er præget af usikkerhed, ængstelse eller overinvolvering hos forældrene og manglende fornemmelse for barnets behov og reaktioner. I sjældne tilfælde kan forstyrrelsen skyldes en psykiatrisk lidelse eller mental retardering hos barnet.


Ofte kan man ikke finde en​​​ årsag

Der er mange tilfælde, hvor man ikke kan finde nogen sandsynlig årsag trods grundig undersøgelse af barnet og en omhyggelig vurdering af barnets situation.


Konsekvens​er

Et barn med spiseproblemer er i risiko for at blive fejlernæret, få fysiske gener, forsinket mental, motorisk og sproglig udvikling og risiko for at blive lille af vækst. Problemer med spisning kan i sig selv føre til et anstrengt forhold mellem barn og forældre, og risiko for problemer med adfærd og regulering af følelseslivet. Konsekvenserne afhænger af barnets alder

I småbørnsalderen kan spiseproblemer forårsage, at barnet udvikler en dårlig regulering af følelseslivet, får en forsinket udvikling af motorik og sprog og vokser dårligere end forventet.

Førskolebørn har flere adfærdsproblemer såsom hyperaktivitet og tvangshandlinger, flere psykologiske problemer såsom general nervøsitet og tilknytningsproblemer, samt flere somatiske problemer (ondt i benene, hovedpine og træthed).

Generelt er familiens velbefindende ofte påvirket af spiseproblemerne. Forældre fortæller om en øget bekymring for barnets velbefindende. De oplever, at barnet har mindre madglæde og mere stress, nervøsitet og depression.


Hvordan går det børn, som har spiseproblemer i spædbarnsald​eren? 

Spiseproblemer optræder hos både børn født til tiden og børn, der er født for tidligt.

Et observationsstudie gennem mange år af 25 børn født til tiden, uden organiske sygdomme, men med betydelige spiseproblemer, da de var mellem 3 og 12 mdr. (Dahl studierne (1987-2005 i Sverige) viste at:

I den tidlige fase, hvor børnene var 3-12 mdr, var der 3 typer af problemer:

  • Spiseværing
  • Kolik
  • opkastning

Børn med spiseværing afviste mad eller spiste langsomt med mange afbrydelser. Deres mødre brugte forskellige strategier - lokke, distrahere eller tvinge - for at få barnet til at spise.

Børn med kolik spiste ivrigt, men på en anspændt og utålmodig måde. De kontrollerede selv, hvor hurtigt de indtog maden. En tredjedel af disse børn viste også spisevægring.

I alle grupper oplevede forældrene, at de selv var de eneste, der kunne få barnet til at spise. De havde typisk udviklet måltidsritualer, og hverken forældre eller barn så ud til at glæde sig over måltidet.

Ved 2 årsalderen havde de kolikrelaterede problemer løst sig, mens der stadig var spiseproblemer hos en tredjedel af børnene, som havde haft opkastninger og hos to tredjedele af de børn, som havde haft spisevægring. Af de børn, der fortsat havde spiseproblemer ved 2 år, havde ingen udviklet en neurologisk sygdom, men de havde flere infektioner og adfærds- og psykologiske problemer end almindeligt, og flere led af raserianfald. Familierne havde isoleret sig, og børnene voksede dårligt.

Ved 4 årsalderen var væksten bedre, selvom børnene forsat var små. 71 % havde forsat spiseproblemer (kræsenhed, langsomt spisende, eller viste ved måltiderne).

Ved 16 årsalderen viser studiet af de samme børn ingen markante forskelle på de børn, som havde spiseproblemer i den tidlige barndom og andre jævnaldrende. Specielt var der ingen forbindelse mellem tidlig spiseværing og spiseforstyrrelser som ung.


Hvordan får forældrene barnet til at spi​​se? 

Spisning er noget af det første, forældre 'forhandler' med deres barn. De fleste forældre er med til at regulere barnets indtagelse af mad. De bestemmer, hvad barnet har brug for, hvad barnet selv kan gøre, og hvor der behøves hjælp.

Mor og far beslutter, hvilken sut, der sættes på flasken, hvilken type mad barnet skal have, hvornår barnet skal have mad, i hvilken stilling maden skal indtages, hvordan de vil hjælpe barnet i gang med måltidet, hvor længe måltidet skal vare, og hvordan det afsluttes.

Studier har dokumenteret de udfordringer, forældrene står overfor, når de skal give deres tidligt fødte børn mad. Den første måned barnet selv spiser al sin mad, har børn født for tidligt mindre energi, de viser færre tegn på, hvad de har brug for, og de responderer mindre på den, som mader dem. I denne periode opmuntres børnene ofte til at spise, selv om de er for trætte eller umodne til at spise selv.

Sammenlignet med mødre til børn født til termin, bruger mødre til tidligt fødte børn mange strategier for at få deres børn til at spise. De bruger mere tid på at opmuntre barnet, de ser mere på deres barn, de roser barnet for at spise, de venter kortere tid mellem skefuldene, og de mader barnet, når det åbner munden for at tale. Studiet viser, at de tidligt fødte børns spiser ligeså meget som børn født til termin. Det betyder, at moderens arbejde for at få barnet til at spise er nødvendigt, for at barnet skal få den samme mængde mad indenbords.

Strategierne til at opmuntre det for tidlige fødte barn til at spise virker altså efter hensigten med hensyn til at få barnet til at øge vægten, men der er risiko for at de samme strategier forsinker udviklingen af barnets egen regulering af appetit og spisning.


Spiseproblemer set over ​tid 

Som børn udvikler sig, vil problemerne også ændre sig. Barnet og/eller forældrene finder strategier, som virker. Nogle af de strategier, som virker på kort sigt, viser sig desværre at have negative konsekvenser på længere sigt.

For eksempel kan for tidligt fødte børn, der får flaske, udvikle en sutteteknik, hvor barnet kontrollerer mælkestrømmen, så mælken vil løbe ud af mundvigene, hvis hastigheden er større end barnets synkeevne. Denne teknik hindrer, at barnet får mælk i luftvejene, men kan på længere sigt medføre en svag udvikling af mundens muskler og dermed give problemer, når barnet skal spise af en ske.


Spiseproblemer og adfæ​rd

Hovedparten af vedvarende spiseproblemer hænger sammen med bestemt adfærd (dvs. har en adfærdskomponent), og de fleste behandlingsprogrammer for førskolebørn med spiseproblemer har fokus på at genoptræne barnets accept af mad.

Spiseproblemer, som i begyndelsen har en organisk årsag, som for eksempel refluks eller træthed pga. BPD, kan senere udvikle en adfærdskomponent. Når den organiske årsag forsvinder, kan det ske at spiseproblemet varer ved, fordi barnet har tilegnet sig en bestemt adfærd. En efterundersøgelse af børn med refluks viste, at 20% af børnene forsat havde spiseproblemer, selvom de ikke længere havde refluks.


Foreko​mst

I et stort engelsk prospektivt populationsstudie, hvori mere end 14.000 børn indgik, var forekomsten af spiseproblemer efter en-månedsalderen sjælden (mindre end 3,5%), men i gruppen af børn født før udgangen 37.svangerskabsuge var den næsten 10%, og hos børn med lav fødselsvægt var hyppigheden af spiseproblemer ca. 20%.

Spiseproblemer må derfor siges, at være en hyppig følge af for tidlig fødsel. Men vigtigt at huske på, at problemerne ændrer sig, som barnet udvikler sig, og at de fleste spiseproblemer vil forsvinde, som barnet vokser og udvikler sig. 


Fagligt ansvarlig redaktør: Professor Gorm Greisen
08/02-2016

© Copyright Rigshospitalet, 
Videnscenter for Tidligt Fødte Børn. ​


Redaktør
Webgruppen på Rigshospitalet