Nattevæderi

​Man taler om nattevæ​​dere når barnet tisser i sengen om natten efter 5 års alderen. 

​Nattevæderi er meget almindeligt hos børn. Man har fundet ud af at 6-10 % af alle 7-årige lider af nattevæderi. Det vil sige at 1-2 børn i alle 1. klasser er nattevædere. Selvom det kan være meget generende for både barn og forældre med ufrivillig natlig vandladning fra en tidlig alder iværksætter man først behandling når barnet er blevet 6-7 år. Dette skyldes at der i årene op til de 7 ofte sker en spontan helbredelse. Det er vigtigt at man fra start forklarer barnet at det ikke selv kan gøre for at det tisser i sengen om natten og at der er en fysisk forklaring på problemet. Det nytter ikke noget at man udlover belønninger hvis barnet holder op og det er helt forkert at straffe barnet for at tisse i sengen.

Årsager

Der er to hovedårsager til at barnet kan have problemer med nattevæderi: 

Barnet kan producere en for stor mængde urin om natten eller have en lidt lille blære der ikke kan rumme den producerede mængde. 

I nogle tilfælde kan det være en kombination af begge dele barnet besværes af. Hvis forældrene selv har været nattevædere som børn er risikoen 5-7 gange større for at barnet også bliver sengevæder.​

​Når urinproduktionen er for stor.

Normale børn danner et hormon der kaldes det antidiuretiske hormon. Det gør at man om natten danner en mindre mængde urin end i løbet af dagen, og det er derfor ens urin er koncentreret når man tisser om morgenen. Nogle børn producerer ikke tilstrækkeligt at dette hormon, så de danner derfor mere urin om natten end der kan være i deres blære.

Når blæren rummer for lidt

Normalt vokser ens blære i takt med at man bliver ældre og ens blære kan gennem børneårene efterhånden rumme større og større mængder urin. Hos ca 1/3 af nattevæderne er den natlige urinproduktion normal, men deres blære kan alligevel ikke rumme urinen fordi rummeevnen er for lav i forhold til barnets alder.


Behandling

Man vil som beskrevet begynde en behandling af barnet omkring 7 års alderen. På dette tidspunkt vil barnet oftest være modent og motiveret nok til at behandlingen bliver vellykket. Der er to hovedbehandlinger at vælge mellem: Ringeapparatet og en medicinsk behandling. Hvilken behandling der vælges er afhængig af den bagvedliggende årsag til barnets nattevæderi, så det er vigtig at barnet udredes så man kan vælge den mest effektive behandling.

Hvis barnet også er besværet af daginkontinens og/eller afføringsinkontinens er det meget vigtigt først at starte udredning og behandling af disse inden man går i gang med nattevæderiet. Ofte vil behandling af dagproblemer medføre bedring eller ophør af natteproblemerne.


Ringeapparat

Ringeapparatet består af en lille føler der sættes ned i underbukserne som aktiverer en alarm når den bliver våd, dvs når barnet begynder at tisse. Den første tid kan barnet have svært ved at vågne selv og så må en forælder sove ved siden af og vække barnet når alarmen lyder så det kan gå på toilettet og tisse færdigt. Ved at bruge ringeapparatet vil barnet optræne reflekserne så det selv vågner inden det skal tisse eller kan undertrykke vandladningstrangen desuden og øge den natlige blærekapacitet så den natlige produktion kan være i blæren. Det kan nogle gange være svært for børn under 8 år at finde fokus og motivation nok til at få denne behandling til at fungere. Man kan stoppe med at bruge ringeapparatet når barnet har haft 14 nætter uden uheld, men det kan være en god ide at gemme apparatet lidt tid i tilfælde af tilbagefald.


Medicin

I nogle tilfælde kan den bedste behandling mod nattevæderi være at få noget medicin. Nogle børn producerer endnu ikke tilstrækkeligt af det hormon der gør at urinen koncentreres om natten, og derfor danner de meget mere urin om natten end blæren kan rumme. I disse tilfælde kan man få noget medicin, desmopressin, der virker på samme måde som dette hormon ved at mindske urinproduktionen om natten. Normalt skal man tage denne tablet hver aften i 3 måneder og så holde en pause for at se om barnet er blevet tør om natten. Hvis barnet stadig er våd om natten kan man gentage behandlingen.



​​
Redaktør