LIFE

LIFE er et 'ung til ung' projekt for 15-18 årige som bliver fulgt på Rigshospitalet. I LIFE kan du blive en del af en gruppe med andre unge. 


"Nu kender jeg endelig nogen, som virkelig kan forstå hele mig." 
[Pige fra LIFE 2016, 16 år]

Hvad er LIFE?

LIFE står for Læring, Involvering, Fælleskab og Empowerment. Vores motto er: 'fordi man ikke skal være alene om noget'. Det betyder, at du i LIFE kan øve dig på at takle udfordringer i livet sammen med andre unge i stedet for at kæmpe alene. LIFE handler om at I unge deler erfaringer, bliver styrket i jeres egne måder at håndtere tingene på, men samtidig også hjælper og støtter andre unge, der står eller har stået i samme situation som jer selv. Det er vigtigt i LIFE, at der er plads til både sjov og alvor, og at vi samles om det, der betyder noget for jer.

Et LIFE-forløb strækker sig over ti måneder. Som deltager i LIFE vil du blive en del af en gruppe bestående af 8-10 unge. Gruppen sammensættes på tværs af både alder (15-18 år) og sygdomme. I mødes med ungesygeplejerske Pernille og ungepædagog Jakob én gang om måneden fra januar til april. Det er Pernille og Jakob, der står for LIFE, og dem der følger jer igennem de ti måneder LIFE varer. Efter de indledende gruppemøder følger en weekend-camp i maj, to efterfølgende gruppemøder samt en individuel samtale. Som afslutning på LIFE tager hele gruppen afsted på en afsluttende weekend-camp i efteråret. Du vil ved afsluttet forløb få et diplom og en udtalelse til dit CV for din deltagelse i LIFE. 

870_lifeteam-min.jpg

Ungesygeplejerske Pernille og ungepædagog Jakob

De unge, der har deltaget, får efter sidste weekend-camp et tilbud om at blive uddannet til at være med i næste forløb af LIFE som Wingmen. De nyuddannede Wingmen skal med deres erfaring fra LIFE, støtte op omkring det nye hold.

4. hold LIFE starter i januar 2019. Er du interesseret i LIFE, er det Pernille og Jakob, der sammen med dig vurderer, om et forløb vil være noget for dig. Vi prøver at sammensætte gruppen efter en ligelig alders- og kønsfordeling.

Læs mere her (pdf, åbner i ny fane)


Hvis du kan svare JA til nogle af spørgsmålene nedenfor, så er LIFE måske noget for dig.

  • Du har lyst til at blive en del af en gruppe, hvor I sammen kan hjælpe hinanden til et godt ungdomsliv på trods af sygdom.
  • Du har lyst til at blive udfordret og lære noget nyt om dig selv.
  • Du vil afsætte tid til LIFE og være indstillet på at komme til de månedlige aftenmøder.
  • Du har lyst til at tage med på weekend-camp i maj og september.

Hvor kan jeg få mere information om LIFE?

  • Du kan kontakte Jakob og Pernille i HR BERG eller ringe til dem på tlf.: 35 45 44 33.
  • Du kan spørge din læge eller sygeplejerske, om de i første omgang vil tage kontakt til Jakob og Pernille.
  • Du kan via Jakob og Pernille få kontakt til en af vores wingmen, som selv har været med i LIFE.

 


LIFE er støttet af Egmont Fonden i perioden 2016-2018, og er nu et etableret tilbud til unge.


Film om LIFE

- se hvad Sofie fik ud af at deltage i projekt LIFE.  

 

Mere om LIFE

Jakob Højer Larsen
Ungepædagog

Tlf.: 35 45 13 99
Pernille Grarup Hertz
Ungesygeplejerske, Master i kommunikation (intern og ekstern). 

Tlf: 35 45 11 89

Redaktør