Junas Shareef har – som de fleste andre – gode morgener og knap så gode morgener. Men de knap så gode er noget værre end de flestes.

- Min sygdom gør, at jeg bliver træt – ikke bare teenagetræt, men rigtigt, rigtigt træt. Jeg kan vågne om morgenen og næsten ikke kunnet rejse mig, men det kan også komme pludseligt midt i skolen. Bum, og så føles det som om, at jeg ikke har sovet i en uge.

Junas Shareef går på HF enkeltfag – sidste år måtte han droppe gymnasiet, fordi det var for krævende at have en hel, lang skoledag.

- Når jeg næsten ikke kan stå op, så tvinger jeg mig selv til at gøre det alligevel. Jeg tænker på, at kan jeg komme igennem sådan en dag, så må de gode dage føles endnu bedre. Jeg kan godt tænke Jeg har ikke lyst til det her, jeg har ikke lyst til at være syg. Jeg har ikke lyst til noget. Men så tænker jeg ”fuck det” og  rejser mig op. Sygdommen må ikke vinde, siger Junas Shareef.

Og han rejser sig op:

- Jeg har besluttet mig for, at sygdommen ikke må forhindre mig i noget. Jeg dyrker taekwondo på eliteplan, og jeg tager til træning uanset, hvor træt jeg er. Det betyder, nogle gange at jeg bliver dobbelt så træt, men som sagt: Den må ikke forhindre mig i noget, siger Junas Shareef, der har vundet tre danmarksmesterskaber i taekwondo.

Svært at fortælle andre om sygdom

For Junas har det været svært at fortælle andre om sin sygdom.

- Det er kun få, der ved det, for jeg har oplevet, at der er er mange, der ikke forstår det.  Jeg er bange for at komme i en boks. Blive ham, der ikke kan noget. Jeg vil ikke være min sygdom, jeg vil være mig selv. Jeg har meget gode venner, men min vennekreds er lille. Mine nære venner forstår ikke helt, hvordan det er, men de accepterer det.

Derfor har det været en hjælp at være med i HR BERG's LIFE-projekt for unge på Rigshospitalet – LIFE er en forkortelse for Læring, Involvering, Fællesskab og Empowerment.

- Jeg har været glad for at være med i LIFE-projektet, for der forstod de det alle sammen. Det betyder ikke noget, at det, man fejler er forskelligt, mange problemerne er de samme. Det er rart at kunne dele problemerne med nogen, der selv har det sådan, siger Junas.

- Gennem LIFE har jeg lært at se det som om, min sygdom og jeg ikke kæmper mod hinanden, men med hinanden. Jeg skulle tegne en tegning med mig og min sygdom. Jeg tegnede to næver. Mig og den mod verdenen, hahaha. Jeg må acceptere, at den er en del af mit liv. Jeg må tage den i hånden og lære at leve med den. Men den kommer ikke til at stå i vejen for mig, siger Junas, der har planer om at læse videre til ingeniør.

Han er generelt glad for mødet med Rigshospitalets personale.

- Jeg har kun haft en enkelt læge, jeg ikke var glad for. Hun sad bare og kiggede ind i skærmen og sagde ’ja’ eller ’nej’ og forklarede nærmest ingenting. Jeg havde ikke lyst til at tage til herind, da jeg havde hende, siger Junas. - Jeg kan godt blive træt at, at det er det samme igen og igen. ”Dine blodprøver er fine”, ”dine blodprøver er ikke så gode”. Derfor er det rart, at de også lige spørger til personen.  Ham jeg har nu spørger altid til, hvordan det går med sporten, sørger af sig selv for at tjekke at medicinen ikke er på dopinglisten, fortæller Junas. 

- De gode snakker om noget, der får dig til at føle dig tryg eller til at grine lidt af det hele. At de lige ser om man er ok eller ked af det, at du kan mærke en omsorg.