Moderkageprøve

Moderkageprøven kaldes også CVS, som står for Chorion Villus Samling. Moderkageprøven er en undersøgelse for kromosomsygdomme og visse arvelige sygdomme hos fosteret.

Selv om doubletest og nakkefoldsskanning i kombination kan give en bedømmelse af risiko, kan man kun med sikkerhed afsløre kromosomfejl ved en moderkageprøve eller fostervandsprøve.

Valget mellem moderkage- og fostervandsprøve er først og fremmest et spørgsmål om, hvor langt du er henne i graviditeten. Moderkageprøven kan tages, når du er mellem ca. 11 og 16 graviditetsuger, mens fostervandsprøve tages fra 16 uger. I de tilfælde hvor kvinden tilbydes moderkageprøve eller fostervandsprøve, men ikke ønsker dette, kan et alternativ i nogle tilfælde være blodprøven kaldet NIPT. Blodprøven kan tidligst tages fra 12. graviditetsuge. NIPT blodprøven kan bestemme sandsynligheden for trisomi13,18 og 21.

Sådan foregår en moderkageprøve

Én voksen ledsager til den gravide er velkommen. Der er ingen særlige forberedelser. Det er dog en god idé at tømme blæren inden prøven.

En læge tager prøven sammen med en sygeplejerske. Inden prøven laves en kort ultralydsskanning, hvor man ser fostrets hjerte, hvor mange fostre der er, og om fostrets størrelse svarer til den forventede alder.

Prøven tages med en tynd kanyle, som lægen stikker ind i moderkagen gennem kvindens maveskind. De fleste gravide føler et mindre stik - ligesom ved en blodprøve. Mens prøven tages, bliver der skannet på maven. Selve prøven tager kun 1-2 minutter, og bagefter bør kvinden ligge og slappe af ca. et kvarter i afdelingen.

Efter prøven

Vi anbefaler, at kvinden tager det med ro i et døgns tid. Nogle kan få ubehag i form af tyngdefornemmelse og menstruationslignende smerter. Det vil som oftest fortage sig i løbet af et døgn. Ved smerter kan man tage paracetamol-tabletter (f.eks. Pinex, Panodil eller Pamol), der hjælper mod smerter og sammentrækninger i livmoderen. Tabletterne fås i håndkøb (- læs altid indlægssedlen) Opstår der sivende fostervand, blødning eller vedvarende stærke smerter, bør den gravide kontakte vagtlægen eller fødestedet.

Svar på prøven

Når hurtigsvaret foreligger, tilbyder vi at ringe til den gravide efter aftale, oftest dagen efter prøvetagning. Hvis alt er normalt, vil den gravide inden for en lille uge modtage et brev med hurtigsvar på de mest almindelige kromosomfejl som f.eks. Down syndrom (samt barnets køn, hvis det er ønsket oplyst). Det tager længere tid at undersøge for de sjældnere kromosomfejl, så man får først endelig besked efter ca. 2-3 uger, ligeledes med brev. Skulle der mod forventning være tale om afvigelser fra det normale, bliver man kontaktet telefonisk.

Fordele og ulemper

Ved både moderkageprøve og fostervandsprøve er der en risiko på ca. ½-1 % for at abortere.

Moderkageprøven

Moderkageprøven har den fordel, at den kan tages tidligt i graviditeten. Ulemperne er, at man ikke kan undersøge for rygmarvsbrok og bugvægsbrok, og at prøven i sjældne tilfælde (1 %) ikke giver et sikkert svar, hvorfor det kan være nødvendigt at tage en fostervandsprøve.
Fostervandsprøven har den ulempe, at prøven først kan tages fra 16 graviditetsuger. Til gengæld har prøven den fordel, at man kan undersøge for rygmarvsbrok og bugvægsbrok.

Ved spørgsmål

Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Prænatal vejledning på telefon: 3545 4207 tirsdag, torsdag og fredag kl. 9.00-11.00 og 12.30-13.30, mandag og onsdag kun 12.30-13.30.

Redaktør