Lidt teori om sorg

​Den familie, som mister et barn, mister desuden mange andre ting: drømme og illusioner knyttet til barnet, muligheden for at realisere sig selv gennem barnet, opgaven at være forældre til et spædbarn, andres opmærksomhed og anerkendelse til dem som følge af deres status som forældre, fællesskabet med andre forældre.​

Dette omfatter mange dagligdags ting, f.eks. at amme, bade, pusle, skifte ble, gå tur med barnevognen, at trøste, at opdrage, at være uundværlig, at have det fulde ansvar, at elskes, at glædes, at modtage andres beundring, at være vidne til et menneskes udvikling fra spæd til voksen, at blive bekræftet som gode forældre, at kunne sammenligne sig med andre osv. osv.


At vide præcis, hvad man har mistet, gør sorgarbejdet konkret og lettere at forholde sig til, end hvis tabet er diffust og uklart. Det er derfor af største vigtighed, at forældrene får så stor viden som muligt om barnet, dødsårsagen og omstændighederne omkring dødsfaldet. Tiden læger ikke alle sår. Når vi mister nogen eller noget, reagerer vi normalt med sorg og/eller krise, hvis forløb er forudsigeligt til en vis grad. Dette er bekræftet af forskellige undersøgelser og erfaringer med baggrund i mange menneskers reaktioner på tab af forskellig art. F.eks. studerede den amerikanske psykiater Eric Lindemann i 1944 reaktionerne hos de efterladte til flere hundrede mennesker som omkom ved en brandkatastrofe i Boston, og han fandt reaktionerne påfaldende ens. Cullberg beskriver forløbet som bestående af fire faser: chok, reaktions, bearbejdelses og nyorienteringsfasen. Freud kalder processen sorgarbejde, fordi den kræver en stor psykisk indsats, et følelsesmæssigt arbejde. I bogen "Den Nødvendige Smerte" beskriver Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick i detaljer, hvordan den sørgende skal løse 4 opgaver i sorgarbejdet (som svarer til de 4 kendte faser, men som er udtryk for en mere aktiv forholden sig til sorgarbejdet end de fire faser, som beskrives af Cullberg):


  • at erkende tabet som en realitet
  • at gå ind i sorgens følelser
  • at lære nye færdigheder
  • at reinvestere sin energi på en ny måde


Førstehjælp til en sorgramt er først og fremmest at yde forståelse og medfølelse, at turde være der og rumme de følelsesmæssige reaktioner eller befordre deres komme. At nogen bryder hulkende sammen er ikke ensbetydende med, at der er tale om et nervesammenbrud. Den dybe gråd eller hulken er forløsende og lægende i mental forstand, og fysisk virker den muskelafspændende i modsætning til den anspændthed, som opstår af at holde gråden tilbage. Desuden er gråden en del af sorgens væsen, en af sorgarbejdets opgaver og er således et sundhedstegn. Det er værd at bemærke, at den naturligt forløbende sorg ikke har brug for egentlig terapi, og den rummer også muligheden for personlig vækst. Sorgens forløb kan strække sig over 1 - 2 år og er karakteriseret ved et langt, lidelsesfuldt og krævende forløb. 


Såvel sorgen som krisen er karakteriseret ved, at der er sket en ydre begivenhed, der fortolkes som tab eller trussel om tab af væsentlige livsmål/ -værdier for den pågældende. Den pågældende oversvømmes af stærke følelser, som får voldsomme direkte eller indirekte udtryk (følelsesoversvømmethed).
En måde at adskille de to begreber på kan være ved at huske sig selv på, at der er altid sorg i en krise, men der behøver ikke være krise i sorg.


Når vi taler om, at et menneske er i krise, betyder det, at personen ligesom i sorg overvældes af voldsomme følelser og reagerer med forvirring, uro og evt. angst, og ikke er i stand til at bruge sine sædvanlige problemløsningskapacitet.
Krisen kan vare fra få timer op til 6 - 8 uger.
Mennesker i krise reagerer f.eks. med at glemme deres ting, glemme hvad de har fået af informationer, og kan evt. have svært ved at orientere sig.
Derfor kan det være en hjælp for forældrene, at personalet hjælper dem med at strukturere og organisere, således at de får hjælp til at finde ud af, hvad der er vigtigt på kort og på længere sigt og at man yder dem omsorg.


Sorgens naturlige forløb kan føre til personlig vækst, men kan også hæmmes og gå i stå og blive til "fare" for personens sundhed, fysisk såvel som psykisk.
Dette viser sig som selvusikkerhed, angst, isoleren sig, bitterhed, depression, neuroser eller forskellige psykosomatiske symptomer. Det er karakteristisk for folk i patologisk sorgforløb, at de ofte ikke fik set den døde, at de ikke har grædt igennem, at det hele blev "dysset ned", f.eks. ved at begravelsen foregik i "dybeste stilhed", f.eks. ganske uden deltagelse. Denne gamle sorg kan sidenhen udløses bl.a. af begivenheder, som rummer risikoen for at miste igen - f.eks. næste barns fødsel! Det siger sig selv, at sorgen kan forvirre den lykkelige begivenhed, så tilknytningen til det nye barn forstyrres i betydelig grad. Ved at se den døde får man en slags bevis for realiteterne, og det baner vejen for en reel erkendelse af tabet (1. opgave). I den dybe gråd forløses sorgens følelser (2. opgave). Ved selv at arrangere og deltage i begravelsen og oprette gravsted konkretiseres og bekræftes det skete endnu en gang (l.+2.+3. opgave). Opnås dette inden forældrene forlader afdelingen eller i dagene efter, er man nået et lille stykke ind i et naturligt sorgarbejde. Går forløbet i stå sidenhen, så har de i hvert fald et sundt udgangspunkt at vende tilbage til senere.


Drejer det sig om præmature børn kompliceres situationen ofte af, at forældrene slet ikke er færdigforberedte på det at blive forældre. Situationen kompliceres yderligere hvis barnet dør ganske kort tid efter fødslen og/eller langt væk fra forældrene. I så fald har forældrene måske hverken set eller holdt barnet, så de kunne knytte sig til det.


Når det er klart for forældrene, at deres barn ikke kan overleve er den første reaktion ofte at undgå kontakt med det, i den tro at det vil hjælpe dem selv, hvis de undgår at knytte sig til barnet - de tror, at de lettere kan glemme det og derved letter sorgens byrde. Men det har vist sig, at være det forældrene fortryder mest sidenhen og at det medvirker til at gøre sorgen vanskelig at bearbejde.


Endnu sværere er det, hvis forældrene har den opfattelse, at de selv er skyld i nogle af de forhold, som medfører, at barnet dør, f.eks. kan en mor tro, at den præmature fødsel er udløst af, at hun løb efter bussen samme dag. Skyldfølelse er meget almindelig hos mødrene, som de sjældent nævner for os spontant.
Disse og mange andre forhold gør det sværere at måtte tage afsked med sit lille nyfødte barn, uanset dets størrelse og alder.


Redaktør