Mor til tvillinger

​Jeg er mor til to for tidligt fødte drenge, der er født efter 26 uger og 5 dage. Ved fødslen vejede de henholdsvis 920 og 1045 gram og var 33 og 34 centimeter lange.

​De er nu 18 måneder og har fuldstændig indhentet de 3 mdr. de er født før tid. De vejer 13 kilo, er 83 cm høje og er begyndt at tale lidt og forstå meget! De lærte at gå da de var 15 mdr. og kan nu næsten løbe. De er glade og nemme børn, spiser sover og leger meget!


Jeg har uendeligt svært ved at fatte, at de to små børn, jeg for snart længe siden blev præsenteret for i hver sin kuvøse, virkelig er mine to store drenge. Jeg kan tydeligt huske, at jeg faktisk på intet tidspunkt under indlæggelsen for alvor troede på, de ville overleve. Og jeg turde heller ikke spørge. Det var faktisk først, da en sygeplejerske spurgte, om vi havde gjort klar hjemme til at komme hjem med drengene, at tanken om muligheden for, at de ville overleve, opstod.


Jeg befandt mig i en bobbel og dagene flød totalt sammen. I dag forstår jeg faktisk ikke jeg klarede den tid. Der gik over 1 mdr. før jeg overhovedet ville høre tale om at vise mine børn frem for familien. Jeg kender i dag grunden: Jeg skammede mig simpelthen over dem og mig selv. De var ikke de børn, jeg ville vise frem, og jeg følte nederlaget var totalt, for min krop kunne ikke præstere det, den skulle; nemlig at føde to raske store tvillinger. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne føde for tidligt. Jeg troede, det var noget kvinder, der var uforsigtige og uvidende, gjorde.
Jeg skammede mig på sin vis også overfor min mand, for hvad var jeg for en kvinde, der ikke kunne føde ham raske børn. Totalt irrationelt men sandt. Og jeg har det stadig lidt sådan. Jeg taler aldrig om, da jeg fødte, men om da drengene kom ud! Jeg fik jo kejsersnit.


Jeg tænker ikke længere over, at jeg fødte for tidligt hver dag, men det hænder ikke sjældent. Jeg har flere gange vågnet om natten i panik, for jeg følte vandet igen er gået alt for tidligt ligesom sidst. Totalt uforberedt. Så jo påvirket, vil jeg altid være.


Jeg betragter tit mine drenge. Ser vist efter tegn på deres for tidlige fødsel. Alle fagpersoner siger, der intet er. Ingen undrer sig, når vi siger deres alder (vi har aldrig korrigeret den), men tvivlen og angsten er der jo alligevel. Ligesom det at skulle vænne sig af med den angst for infektioner. Det er svært. Fordi en infektion engang let kunne betyde døden. Jeg var totalt optaget at undgå al smitte, skidt osv. indtil de var 1 år men måtte erkende at det ikke længere var nødvendigt og sundt. Nu lader jeg dem gå i haven og smage på hvad de vil, og de må gerne lege med andre børn, som de elsker, men det har været en sej proces. På GN lagde jeg mit ur, ringe, armbånd osv. og det er aldrig kommet på igen!


Jeg læser også flittigt alt hvad jeg kan om for tidligt fødte, men hvor er det dog negativt. Jeg sidder tit og tænker, at der aldrig er positive ting, altså børn der klarer sig, som børn født til tiden?


Hilsen en mor


Redaktør