Alex

​​Alex blev født ved kejsersnit, i uge 26 på Rigshospitalet d. 25.02.1999. med en fødselsvægt på 457 gram, 47% væksthæmmet.

I 1995 fødte jeg en dreng i uge 33 på 2080 gram. Han er sund og rask i dag. Så med det in mente, besluttede vi at tage chancen og få vort barn nummer tre. Vi havde aldrig forestillet os, at det kunne gå så grueligt galt igen, som dengang min største dreng lå i kuvøse på Glostrup Neonatal afdeling. Men da jeg denne gang nåede til min 26. graviditetsuge havde jeg store problemer med flimmer for øjnene og ondt i brystbenet. Specielt om aftenen. Jeg er ikke pivet af natur, og mente at det bare var en naturlig del af at være gravid. Derfor ramte sandheden mig som en hammer til 26 ugers kontrol hos lægen,
Lægen ville ringe efter en ambulance øjeblikkeligt. Jeg havde et blodtryk på 180 over 130. Og var i stor fare for at dø af hjertestop.


Jeg overbeviste lægen om, at jeg sagtens kunne tage derind alene. Så med min mand i hånden ledte jeg efter barselsgangen på Glostrup Hospital. Da personalet fandt ud af hvem jeg var, blev det meget dramatisk. Det var et rend af læger og sygeplejersker og jeg blev dårligere og dårligere, efterhånden som jeg blev pumpet med diverse medikamenter for at få blodtrykket ned.
Det var først da ambulancen fra Rigshospitalet holdt og ventede på mig et par timer senere med politieskorte og ekstra læger, at alvoren begyndte at gå op for mig.


På Rigshospitalet blev jeg skannet af operationslægen, som skønnede at Alex vejede cirka 500 gram. Havde hun vurderet ham til mindre, ville fødslen være blevet sat naturligt i gang. Og han ville være død af fødslen. Det var vores held. At han fik lov til at komme ud igennem en fin lynlås!


Da Alex kom til verden trak han ikke vejret de første 15 minutter. Men netop som lægerne begyndte at tænke på at lade ham dø - begyndte han at trække vejret. Og det lille bitte menneske havde ikke engang brug for C-pap. Han lå kun i 5% atmosfærisk tryk lige fra starten.
Alex havde et stort blåligt mærke på den ene bagdel og lår første gang jeg så ham. Og i løbet at de første 4 levedage udviklede det sig til et stort åbent sår. I mellemtiden havde Alex tabt sig til 412 gram.


De følelser man har, når man kommer igennem sådan en oplevelse, er ganske ubeskrivelige. De går lige fra fortvivlelse, angst, glæde, anger, anklager.
Hvert et lille ord som lægerne siger, er som at læse biblen for en dybt troende. Hvert et lille fremskridt føles som om at solen bare stråler på en. En time senere kan man være helt nede i kulkælderen igen. Man lever time for time og tør ikke tænke på morgendagen.
Der kan være så mange årsager til, at de små ikke overlever. Men det jeg trøstede mig med hele vejen igennem vores mareridt var, at vi var på landets bedste hospital med et væld af eksperter. Og hvis lægerne vurderede, af Alex ikke stod til at redde, så ville jeg ikke være i tvivl om, at han havde fået de bedste chancer for at leve.


Efter at have ligget på overvågningsafdelingen blev jeg på 3. dagen overflyttet til den almindelige barselsgang. Det er ganske forfærdeligt at gå rundt mellem lykkelige mødre med deres små poder på armen.
Os der har født for tidligt, bliver 'lodset' ned i den fjerneste ende af barselsgangen, hvor vi stort set må passe os selv. 'Vores læger' er på Neonatal afdelingen. Det skinner meget tydeligt igennem, at personalet på den almindelige barselsgang ikke er gearet til at tage sig af vores mentale tilstand.


På Alex 5. levedag blev jeg vækket kl. 4.30 om morgenen. Og fik besked på, at de ville forsøge at lægge ham i respirator. Jeg fik ikke at vide hvorfor?
Samtidig fik jeg at vide, at jeg ikke måtte gå derop før kl. 5.00. Derefter forsvandt sygeplejersken.
Jeg sad der på min sengekant, det var mit livs sværeste halve time.


På slaget 05.00 stod jeg i Neonatalklinikken. Lægen gik mig møde smilende og fortalte, at det var lykkedes i 2. forsøg. Alex havde så store smerter i såret, at de var nødt til at give ham morfin. Morfinen ville sløve, så han måske glemte at trække vejret. Hvad han også fortalte var, at de aldrig havde prøvet at lægge så lille et barn i respirator. Faktisk troede de, at røret ville være for stort til hans lille hals.


Alex for derudaf, han ville ikke i respirator, og overtog vejrtrækningen hele tiden. Så efter 1½ dag lukkede de for den.
På 8. dag begyndte de at give ham min mælk i stedet for kunstig føde. 1 ml hver 4 time. Han havde en kæmpe mave, med al den luft, der efterhånden var pumpet ned i ham. Og spørgsmålet var om tarmene var udviklede nok til at kunne fungere. Eller om de ville begynde at rådne. Så da den første lille micro bitte gule pølse kom ud af ham følte jeg, at vi havde besejret hele verdenen. Nu skulle han bare tage på!
Da Alex var 1 måned vejede han 530 gram. Små skridt, men han var på vej frem.
I de næste par måneder drejede hele verdenen sig om ml. mælk og gram.


Efter 8 uger og 1 dag var han en 1000 grams baby. Og han blev overflyttet til Glostrup hospital.
Jeg må indrømme, at jeg ikke var glad for, at han skulle overflyttes. Når man kommer fra Neonatalklinikken på Rigshospitalet, hvor man er vant til at der konstant er nogen, man kan henvende sig til, så føler man sig utroligt alene på Glostrup Hospital.


Da Alex var 3½ måned gammel og vejede 1830 gram gik sygeplejerskerne i strejke, så jeg overbeviste overlægen om, at jeg var bedre til at passe på mit barn end de var.
Så jeg tog mit lille barn med mig ud i verdenen. Hvor han voksede og voksede.


Alex er i dag 2 år og 3 måneder. Han går i helt almindelig vuggestue. Han vejer 10 kilo og er ca. 84 cm lang.
En lille fyr med krudt på hele dagen. Overlægen på Glostrup Hospital mener ikke længere, at der er behov for kontrolbesøg hos ham. For han er en ægte solstrålehistorie.


Den bedste medicin for at komme væk fra alle de grumme tanker man går rundt med, var da jeg startede med at arbejde igen.
Jeg har indimellem mareridt. Om mit micro-barn der falder ud igennem tremmerne i indkøbsvognen i OBS.
Men når jeg ser på min dejlige søn, som hopper trampolin med hans lige så dejlige storebror og søster, så må jeg nok sige, at jeg er verdens heldigste mor, fordi min mand og jeg har fået lov til at beholde alle vores dejlige 3 unger.

​Mange glade hilsner til Neonatalklinikken på Rigshospitalet - Med tak for livet.


Hilsen Anita


Redaktør