Værdigrundlag

​Sygeplejevidenskaben befinder sig i skæringsfeltet mellem natur-, human- og samfundsvidenskaberne og udvikler sit eget vidensfelt her.​

Sygeplejen i Neonatalklinikken ses, som en interaktionel sygeplejepraksis, hvor de kognitiv-instrumentelle, æstetisk-ekspressive og moralsk-praktiske handlemåder er i et samspil således, at børn og forældre udvikler frigørende handlingskompetence - som beskrevet af den danske sygeplejeteoretiker Merry Scheel.


Sygeplejersken handler i solidaritet med barnet/familien udfra en etisk grundholdning der er funderet i et menneskesyn hvor mennesker er indbyrdes afhængige af hinanden. Mennesker har indbyrdes relationer med hinanden som man ikke kan frigøre sig fra. Den overordnede etiske værdi er ansvaret for den svage. Dette forvalter sygeplejersken gennem at lytte, bruge sanser, intuition og viden og at sætte egen faglige viden og kunnen til rådighed for børn og familier.
For at kunne handle frit i enhver situation må sygeplejersken mestre tre handlemåder:
De cognitivt-instrumentelle, de æstetisk-ekspressive og de moralsk praktiske handlemåder.


De kognitivt-instrumentelle handlemåder er baserede på viden fra naturvidenskaben. Kognitiv betyder erkendende og handlingerne bygger på eksakt viden. Handlingerne er aktive, indgribende og målrettede. Praksis er problemløsende og resultatorienteret. Handlingerne tilgodeser legemlige behov, instrumentelle og tekniske aktiviteter og effektiv indgriben i akutte situationer. På en højintensiv neonatal afdeling er denne handlemåde alt afgørende for barnets overlevelse, da omsorg også er at kunne betjene apparatur til det gode for barnet.


De æstetisk-ekspressive handlemåder indeholder selvrefleksion, selvfortolkning, selvforståelse og omverdensforståelse. Æstetisk betyder sansende - ekspressive betyder give udtryk for. Sygeplejersken sanser sin omverden og sine medmennesker. Hun tolker det sansede og giver i sprog og handlinger udtryk for det indtryk, hun har modtaget og for sig selv. Hun har fagkundskaber, der gør det muligt, at se barn/familie som patient og menneske på samme tid. Sygeplejersken søger at komme til klarhed over, hvad der er betydningsfuldt i den enkelte situation ud fra forståelsen af sig selv og andre mennesker. Hun er åben overfor, hvordan barnet og familien oplever situationen. Sygeplejersken søger at skabe sammenhæng og mening i situationen udfra sine egne og familiens fordomme og forventninger - og dermed kulturelle livsform. Denne handlemåde er særlig betydningsfuld for et kvalitativt godt samarbejde med børn og forældre.


De moralsk-praktiske handlemåder rummer den etiske fordring altid at handle udfra gyldige etiske normer. Hvad er det gode liv? Skal et svært sygt barn og måske også meget lille barn have hjælp til at leve eller skal det hellere få fred til at dø? Det er afgørende, at sygeplejersken er bevidst om hvad situationen forlanger af hende i relation med barn, forældre og kolleger - hvad den appellerer til hende om. De etiske dilemmaer er store på en intensiv neonatalafdeling. Den etiske fordring er altid til stede, hvorfor den moralsk-praktiske handlemåde er overordnet de andre handlemåder.


Alle tre handlemåder vil være tilstede i enhver situation - men det er den konkrete situation, der afgør, hvilken handlemåde der er mest fremtrædende. F.eks. i en situation med et barn, der akut bliver dårligt, vil de instrumentelle handlemåder være mest fremtrædende, men de andre er også tilstede: Det overordnede moralske medansvar for hvor langt behandlingen skal strækkes, sikring af sufficient smertedækning, trøst til forældrene i deres angst og sorg osv. I en situation med forældre i sorg eller psykisk krise bliver de æstetisk-ekspressive handlemåder de mest fremtrædende. Den moralsk-praktiske handlemåde er tydelig i alle situationer.


I forbindelse med hospitalsindlæggelse vil familiens rammer og råderum naturligt begrænses. Derfor er det af stor betydning at finde de muligheder der er i hver enkelt situation. Hvis sygeplejersken med sin handlekompetence kan lægge tingene til rette således at nogle begrænsninger overvindes, kan der skabes rum for flere muligheder for den enkelte familie i deres konkrete situation. Herved får sygeplejersken en større frihed til at handle til det gode for patienten således at sygeplejen bliver frigørende for barn og familie.


Redaktør