Børn med hjertesygdom

På Neonatalafdelingen behandler vi børn med medfødte og erhvervede hjertesygdomme. Der kan være tale om forsnævringer af klapper eller store blodkar, unormale forbindelser mellem hjertekamre og store blodkar, sygdomme i hjertemusklen eller hjerterytmeforstyrrelser. Al hjertekirurgi på børn i Danmark foregår ved Rigshospitalet.

Hos nyfødte er alvorligere hjertelidelser ofte fundet ved fosterscanningerne, så man er forberedt på dem. Hvis forældrene bor langt fra Rigshospitalet, og operation vil kunne blive nødvendig kort efter fødslen, vil man i god tid inden forventet fødsel eller kejsersnit flytte forældrene til Rigshospitalet.

Tegn på hjertesygdom hos en nyfødt eller et mindre barn vil kunne være: bleghed, blåfarvning af huden og læberne, træthed, sveden, dårlig vægtøgning, konstant hurtig vejrtrækning, spiseproblemer og evt. hurtig puls. Nyfødte inden for den første leveuge må dog godt have blåfarvning af hænder og fødder, det er normalt. 

I efterforløbet vil børnene få brug for opfølgning i kortere eller længere tid. Langt de fleste børn med medfødte hjertesygdomme klarer sig godt med én eller flere operationer, og får et normalt liv efterfølgende.  


Redaktør