Førstehjælp

​Her finder du en kort gennemgang af proceduren ved førstehjælp.

Inden et tidligt hjemmeophold (THO) vil I som forældre blive oplært i førstehjælp, så I, hvis det bliver nødvendigt, selv kan påbegynde basal genoplivning, inden hjælpen når frem. 

Herunder følger en kort gennemgang af proceduren ved førstehjælp.

Hvis jeres barn ikke trækker vejret eller bliver blåt skal du:

Stimulere barnet

  • Løft barnet op og stimuler ved at gnide langs rygraden eller brystbenet
  • Hvis dit barn ikke reagerer på stimulation, skal du:

Sikre frie luftveje

  • Læg barnet på ryggen på et fladt underlag, og læg en hånd på barnets pande
  • Løft barnets hage frem ved at støtte godt på hage spidsen, så barnets underlæbe/hage er lodret over barnets øreflip
  • Se efter synlige fremmedlegemer eller opkast i barnets mund, og fjern dette hvis muligt
  • Fjern sonden                                                                             
Sådan sikres frie luftveje

Hvis dit barn ikke trækker vejret eller du er i tvivl, skal du:

  • Placere din mund over barnets mund og næse og give 5 indblæsninger


Sådan gives indblæsninger

  • Fjern din mund fra barnet efter hver indblæsning, så der er mulighed for at barnet kan ånde ud. 
  • Under indblæsningen skal du holde øje med, at barnets brystkasse hæver sig. Vurder om der er livstegn (bevægelse, vejrtrækning, puls).
Mange børn vil trække vejret igen, men hvis der ikke er sikre livstegn, eller hvis du er i tvivl, så fortsæt genoplivning med hjertemassage:

  • Placer 2 fingre på nederste del af barnets brystben mellem brystvorterne


Sådan gives hjertemassage

  • Tryk brystkassen ca. 1/3 ned (ca. 4 cm), i en hurtig rytme på ca. 100 gange /minut
  • Tryk 15 gange
  • Slip herefter brystkassen og brug fingrene til igen at sikre frie luftveje
  • Giv 2 indblæsninger
  • Genoptag hjertemassage, giv 15 tryk
  • Fortsæt med 15 tryk /2 indblæsninger i ca. 1 minut

Hvis dit barn ikke reagerer, skal du:

  • Ringe efter ambulance (112)
    • OBS: Det er vigtigt at yde genoplivning i 1 min før, der ringes 112. Hvis I er 2 personer til stede, kan den ene give genoplivning, mens den anden ringer 112 – allerede efter stimulation.
  • Fortsæt med at give barnet genoplivning 15 tryk/ 2 indblæsninger til ambulancen ankommer, eller til dit barn selv begynder at trække vejret og genvinder sin normale farve.
Selv om barnet trækker vejret selv igen, bør I altid ringe 112, hvis I har ydet førstehjælp, så barnet kan blive tilset akut af en læge.


Redaktør