Mangelfuld kønshormonproduktion

​De overordnede kønshormoner LH og FSH dannes i hypofysen og stimulerer testiklen til at lave testosteron og danne sædceller. Testosteron er det primære kønshormon hos mænd og er vigtigt for en række af kroppens funktioner. Gennem puberteten er hormonet afgørende for kroppens ændring fra dreng til mand, herunder udviklingen af de mandlige kønsorganer. Hos den voksne mand er testosteron blandt andet vigtigt for knoglemasse og muskelstyrke, sædcelledannelse, libido, hårvækst og humør. ​

Symptomer på t​estosteronmangel

Hvis man som voksen mand mangler testosteron, kan man opleve symptomer som træthed, manglende energi og sexlyst, led- og muskelsmerter, depressive følelser, irritation og koncentrationsbesvær. Symptomerne kan komme gradvist og ikke alle oplever de samme symptomer. Tilsvarende symptomer kan desuden skyldes andre årsager end mangel på testosteron.

Årsager til testosteron​mangel

Der kan være følgende årsager til manglende testosteron:

  • Forsinket pubertet
  • Sygdomme i hypofyse eller hypothalamus (se mere nedenfor)
  • Fjernelse af en eller begge testikler
  • Strålebehandling af testikel
  • Uforklaret aftagende testikelfunktion
  • Klinefelter syndrom (kromosomsygdom)
  • Andre, men sjældnere årsager, til nedsat testikelfunktion.

​Testosteronbehan​​dling

Hvis man mangler testosteron, kan man få testosteronbehandling, enten i form af kapsler, indsprøjtninger eller en gel, der påsmøres huden. Den anbefalede behandlingsform afhænger af årsagen til og graden af hormonmangel.

Behandling me​d FSH og LH

Hvis man på grund af sygdom i hypofyse eller hypothalamus mangler de overordnede kønshormoner FSH og LH, kan man ved behandling med disse hormoner få testiklerne til selv at lave testosteron og danne sædceller. Behandling gives i form af injektioner. Såfremt der ikke er ønske om at gøre sin partner gravid, behandles der normalt med testosteron i stedet for med FSH og LH.


Redaktør