Sædbanken i Klinik for Vækst og Reproduktion

I sædbanken deponeres sæd fra mænd, der skal have foretaget en behandling, som forventes at forringe sædkvaliteten. Henvendelse forud for behandling sker på tlf. 3545 5065 ​

​Baggrund

Sæddeponering anbefales hos mænd, der skal have behandling, der medfører risiko for udvikling af sterilitet (f.eks. kemoterapi for maligne lidelser som Hodgkin lymfom eller testiscancer), og som har ønske om fremtidig fertilitet. Patienter med testiscancer har i forvejen ofte dårlig sædkvalitet, og eventuel efterfølgende kemoterapi og strålebehandling giver henholdsvis temporær og permanent sterilitet.
Det skal bemærkes, at det kan tage op til 5-10 år før spermatogenesen reetableres efter afsluttet kemoterapi.

Fremgangsmåde

Patienter, der ønsker sæddeponering henvises til Sædbanken, Klinik for Vækst og Reproduktion, tlf. 3545 5065. Der træffes aftale om tid til første deponering, hvor patienten også tilbydes samtale med læge. Patienten informeres om betingelserne for opbevaring af sæd, forholdsregler for at forhindre smittespredning samt vilkår ved udlevering af sæd. Sædprøven produceres ved masturbation, helst efter 3 døgns abstinenstid. Efterfølgende tilbydes patienten en samtale til orientering om det deponerede og fertilitetsmuligheden.

Vurdering af sædkvaliteten

Før nedfrysning af sædprøven vurderes kvaliteten og der aftales med patienten, hvor mange deponeringer, der må anbefales. Sædvanligvis vil det dreje sig om 2 til 3 deponeringer afhængig af sædkvaliteten. I visse tilfælde vil der dog af tidsmæssige grunde (f.eks. start af kemoterapi) kun være mulighed for en deponering. Spermatozoer tåler nedfrysning mere eller mindre godt, og man må forvente, at der sker en lille reduktion i antallet af levende spermatozoer efter optøning.

Udlevering af den nedfrosne sæd

Den nedfrosne sæd kan kun udleveres til patienten personligt, eller efter fuldmagt til uxor eller behandlingsgivende fertilitetsklinik og kun såfremt patienten er i live.
Når sæden ønskes benyttet kontaktes sædbanken i god tid. Klinikkens læger kan eventuelt bistå med hensyn til henvisning til fertilitetsklinik.

Forholdsregler for at hindre smittespredning under nedfrysning

Spredning af virussmitte mellem nedfrossen sæd fra forskellige patienter er aldrig rapporteret, og selv om risikoen er lille, bliver alle patienter, der skal have nedfrosset sæd undersøgt for hepatitis og HIV-virus. Svar på disse prøver tilsendes egen læge. Sæden opbevares i en karentænetank, indtil blodprøverne er fundet negative for de pågældende vira. Af samme grund tager vi sædvanligvis ikke sæd tilbage, såfremt den har været opbevaret i en frysetank på en anden klinik.

Deponeringens varighed

Sæden opbevares i 5 år (dog for unge under 18 år i 10 år) med mulighed for forlængelse. Sædbanken kontakter patienter inden udgangen af de 5 år med henblik på eventuel forlængelse af sæddeponeringen.



Redaktør