ECMO

Afdeling for Intensiv behandling af nyfødte og mindre børn har i samarbejde med Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling siden 1994 varetaget hjerte-lungemaskinebehandlingen (ekstrakorporal membran oxygenering, ECMO) af nyfødte børn og småbørn under 2 år ved Rigshospitalet. Samlet set har vi gennemført > 200 ECMO forløb. 

Ved behandlingen trækkes blod ud af barnets venesystem, tilføres ilt og pumpes tilbage i blodbanen gennem en pulsårekanyle typisk i halsen, så barnets hjerte og lunger aflastes og får tid til at komme sig. Vi tilbyder denne højt specialiserede behandling til visse børn med alvorligt hjerte- eller lungesvigt, og efter hjerteoperationer og andre operationer i brystkassen. 

Siden 2016 er alle hjerteoperationer på børn blevet samlet ved Rigshospitalet, hvorefter også ECMO behandling af disse børn kun udføres på Rigshospitalet.

Behandlingen varetages af specialuddannede læger og sygeplejersker, perfundører og andre specialister i et tæt tværfagligt og tværprofessionelt samarbejde. Behandlingen er risikabel, men også sidste udvej for visse patienter. Vores behandlingsresultater er på niveau med andre internationale ECMO centre. 

Afdeling for Intensiv behandling af nyfødte og mindre børn er medlem af ECMO organisationen ELSO, og vi indberetter vores behandlingsdata til ELSO som led i forskning, kvalitetssikring og kvalitetsudvikling. 


Redaktør