Pædagogisk audit

Pædagogisk audit er en læringsmetode til at træne sygeplejerskens opmærksomhed på at inddrage patientens præferencer aktivt i pleje og behandlingsforløb. Træningen foregår parvis eller i grupper af 3 sygeplejersker.

Fokus er på patientens oplevelse af sit forløb i afdelingen og de plejedata der er dokumenteret.

Ud fra interview med patient og evt. pårørende afdækkes patientens og de pårørendes opfattelse og reaktion på sygdom og behandlingsforløb.

Læringsspørgsmål

Hvordan kan den faglige dokumentation, afspejle sygeplejens vision om en højt specialiseret sygepleje, der tager udgangspunkt i patientens reaktion på og oplevelse af egen sundhedstilstand og synligt inddrager patientens præferencer?

Metode:

Indeholder semistruktureret spørgeguide til patientinterview og auditspørgsmål i forhold til den skriftlige dokumentation.

Den pædagogiske audit foregår i det Kliniske miljø. Interviewet foretages der hvor patienten er (sengestuen) og audit af selve den skriftlige dokumentation sker på kontoret (forstyrrelsesfrie omgivelser).

Hyppighed og ansvar 

Der afholdes pædagogisk audit ca. 2. gange årligt i hvert sengeafsnit. Auditten udføres og koordineres af de ansvarlige nøglepersoner.

Pædagogisk audit er en del af introduktionsprogrammet til nyansatte sygeplejersker i Gynækologisk klinik.

Målet med pædagogiske audit er, at den enkelte deltager:

  • Arbejder refleksivt og målrettet med et udvalgt patientforløb.
  • Arbejder med interviewteknik – at lytte og inddrage.
  • Medvirker aktivt til at øge kvaliteten af plejedata i afsnittet.
  • Lærer af patientens feed-back

 

Outcome

Patienternes feedback og sygeplejerskernes læring fra de afholdte audits formidles til hele sygeplejerskegruppen via nøglepersonerne og giver således anledning til faglige drøftelser af den ydede sygepleje, samt af den skriftlige dokumentation.

Pædagogisk audit knytter an til Juliane Marie Centrets Kommunikationsstrategi for patientinddragelse og til Gynækologisk Kliniks læring og kompetenceudviklingsprogram.

Metoden i denne form er udviklet af uddannelsesansvarlig sygeplejerske Susan Munch Simonsen i samarbejde med de ansvarlige nøglepersoner i klinikken. 

Redaktør