For tidlig fødsel

​Der er tale om en for tidlig fødsel, hvis den sker før uge 37

​​​

For tidlig fødsel

7 % af børn fødes for tidligt. Andelen af for tidlige fødsler har været svagt stigende gennem de sidste år. Der er tale om en for tidlig fødsel, hvis den sker før uge 37.


Årsager til for tidlig fødsel

Nogle føder for tidligt, fordi de får vandafgang. Vandafgang inden uge 37 kan nogle gange opstå p.g.a. betændelse i fosterhinderne. Andre føder for tidlig, fordi der sker en afkortning og udvidelse af livmoderhalsen eller tidlig veaktivitet. Andre årsager til for tidlig fødsel kan være infektioner hos moderen eller i fosterhulen. Oftest er årsagen til den tidlige fødsel ukendt.

Symptomerne på for tidlig fødsel

Symptomerne kan være meget forskellige: '

Nogle mærker smerter eller trykkende fornemmelse henover livmoderen eller i lænden, nogle får smertefulde veer, som kan blive kraftige og regelmæssige.

Smerter i ryggen og en trykkende fornemmelse nedover lænden kan være mere uspecifikke tegn på, at fødslen er ved at gå i gang.

Andre mærker en tyngdefornemmelse nedad i skeden.

Vandafgang er et sikkert tegn på, at fødslen er ved at gå i gang og vil opleves som vandigt udflåd fra skeden.

Blødning fra skeden kan desuden være tegn på begyndende for tidlig fødsel.

Hvis du oplever ovenstående, skal du henvende dig jordemoderen på afsnit 4023, tlf. 35 45 96 30.

Hvis du tidligere har født før uge 34, er det vigtigt, at din læge ved det, så han kan videregive informationen til lægerne og jordemødrene på fødestedet.


Undersøgelse på akut modtageafsnit

Jordemoderen vil bede den gravide om, at fortælle om symptomerne og ud fra dem beslutte hvilke undersøgelser der skal laves. Den gravide vil få undersøgt sin urin, målt BT og lyttet til barnet.

Alt efter hvor langt henne i graviditeten den gravide er, vil hun enten blive undersøgt indvendigt af jordemoderen, eller blive skannet gennem skeden af en læge, for at afgøre hvor lang livmoderhalsen er, og om livmodermunden er ved at åbne sig. Ved vandafgang vil den gravide oftest få lavet en gynækologisk undersøgelse af lægen.

Kommer den gravide ind med stærke veer, vil hun straks komme på fødegangen og blive behandlet der.

Hvis vi finder at der er risiko for for tidlig fødsel, bliver den gravide indlagt. Er hun mindre end 34 uger henne i graviditeten, giver man ofte 1-2 indsprøjtninger med binyrebarkhormon. Binyrebarkhormon fremmer lungemodningen hos fostret.

For at binyrebarkhormonet får tid til at virke, kan kvinden evt. blive behandlet med vehæmmende medicin.

Det kan også være aktuelt at give antibiotika for at forebygge infektioner i fosterhinderne.



Redaktør