​​​​​​​​​​

Praktiske forberedelser til hjemmefødsel

​Læs om hvilke ting, der kan være en god idé at overveje og forberede inden hjemmefødslen.

Generelle spørgsmål


Har du generelle spørgsmål til hjemmefødselsordningen, er du velkommen til at skrive til hjemmefoedsel@regionh.dk. Spørgsmål med personfølsomme oplysninger som dit fulde navn og adresse, cpr-nummer osv.. skal altid sendes via e-boks, som beskrevet nederst på denne side.

Hvem skal med til fødslen?

Skal der være en fødselshjælper med? Hvem skal det i så fald være? Jordemoderen er vant til at klare fødslen alene, så det er ikke noget vi forventer.

Skal børnene være med til fødslen? Hvis børnene skal være hjemme, skal der være en ekstra voksen til at tage sig af dem. Hvordan skal de ellers passes?

Må der komme en jordemoderstuderende med til fødslen? Det har mange fødende glæde af.

Fysiske rammer om fødslen

Forbered sengen eller andet leje til fødslen og tiden lige efter:

  • Afdæk madrassen med voksdug eller afdækningsplastic
  • Brug sengetøj som godt må blive beskidt og nemt kan vaskes
  • Store puder til at gøre det behageligt, evt. sækkestol eller ammepude

En skammel eller lav stol kan være god for jordemoderen at sidde på.

Godt arbejdslys og en arbejdsplads til jordemoderen, hvis hun skal sy kvinden efter fødslen. En flytbar spotlampe, et stabilt spiseborg eller seng med hårdt underlag (f.eks. en lille plade under madrassen) er velegnet. Ligeså skal der være plads i hjemmet til eventuel akut behandling af mor eller barn.

Et bord, strygebræt eller stor bakke hvor jordemoderen kan anbringe sine ting.

Et sted at holde svøb, håndklæder og babydyne lune til barnet. Man kan bruge en varmedunk eller -pude, tørretumbler eller ovn.

Vil du bruge fødekar?

  • Tjek låne-, leje- eller købsmuligheder
  • Hvordan er jeres varmtvandsforsyning?
  • Hvor skal det stå?
  • Det er en god idé at prøve at fylde karret inden fødslen. Vandets temperatur skal være 37-38 grader.
  • Husk, at jordemoderen også kan have brug for at benytte toilettet uforstyrret

Er der vinduer, som skal dækkes til for privatlivets fred? Er der naboer, som skal adviseres om forestående hjemmefødsel?

Den optimale rumtemperatur er 22-24 grader, når barnet fødes.

Musik, belysning, dufte – kan bidrage til stemningen omkring jeres barns fødsel.

Huskeliste:

  • I skal hente en "hjemmefødselspose" på jeres eget fødested – spørg jeres jordemoder
  • Store affaldssække til affald og vasketøj
  • Et rent vaskefad/plasticskål
  • En rulle almindelige affaldsposer
  • Babybleer til nyfødte
  • Store bind til de første dage efter fødslen, f.eks. Teena
  • En stak stofbleer, som har været vaskede
  • En stak gamle håndklæder
  • Frotté- eller skumvaskeklude
  • Panodil og Ipren (mod efterveer eller smerter fra evt. syning)
  • Behagelige underbukser og løst tøj til mor efter fødslen
  • Babytøj og -dyne
  • Evt. isbind (mod ømhed og hævelse efter fødslen). Hygiejnebind gøres våde og fryses enkeltvis.
  • En færdigpakket taske i tilfælde af overflytning under eller efter fødslen + autostol
  • Læbepomade, sugerør, evt. pilatesbold, opladet kamera, evt. varmepude eller -dunk

Forplejning

  • Mad og drikke til familien, hjælpere og jordemoderen
  • Mad og drikke til at fejre fødselsdag

Dagene efter fødslen:

  • Hvis I har en fryser, så fyld den op med færdiglavet mad
  • Tag imod praktisk hjælp fra venner og familie
  • En barselsgave kan også være et måltid mad
  • Tænk over, hvordan rammerne for barselsbesøg skal være. Måske har I mest behov for at få ro efter fødslen.

Kontaktinformation

Hvis du har spørgsmål, som ikke er besvaret ovenfor, kan du kontakte den regionale hjemmefødselskoordinator.

Telefon: 91 17 53 03

Skriv sikkert til Region Hovedstadens hjemmefødselskoordinator med digital post via borger.dk (login med Mit​ID)

Redaktør