Knopper
Der kan ses forskellige slags knopper. Nogle knopper opstår, fordi barnet har det for varmt. Andre knopper kommer, uden at der er en forklaring, og de forsvinder hurtigt. Hvis knopperne ligner små bumser med gult pus i, så kontakt jeres praktiserende læge, sundhedsplejersken eller eventuelt fødeklinikken.
Det er normalt, at børns hud begynder at skalle nogle dage efter fødslen. Ofte begynder det ved anklerne, håndleddene og på maven. Det er for det meste ikke nødvendigt at gøre noget ved det. Hvis det bliver slemt, kan I benytte uparfumeret creme indtil huden er fin igen. Hvis I er i tvivl, så ring og snak med os.
Hudens farve
Nogle børns hudfarve er rødlig de første dage efter fødslen, andre børn er mere lyse i huden. Begge dele er normalt. Hænder og fødder kan være blålige og føles køligere end resten af kroppen - det er også helt normalt.
Bad
Det er ikke nødvendigt at bade barnet den første tid efter fødslen. Når I bader barnet, bør det ske på et tidspunkt, hvor barnet er veltilpas.
Vask barnet fra hovedet og nedefter. Det er ikke nødvendigt at bruge sæbe.
Sørg for at få tørret vandet fra alle de små folder, så huden ikke bliver rød og irriteret.