Hørescreening

​I Danmark tilbydes nyfødte en hørescreening - enten på hospitalet før udskrivelsen eller efter udskrivelsen.​

Hørescreeningen skal foretages, inden barnet er 10 uger. Hvis ikke barnet har fået booket tid til hørescreening inden udskrivelsen, skal forældrene, umiddelbart efter udskrivelsen, selv booke tid til dette.

Høreundersøgelsen er ikke på nogen måde ubehagelig for barnet, og den foretages, mens barnet sover og er hurtigt overstået. Forældrene kan være til stede hele tiden, og de får svar på undersøgelsen med det samme.

Hvorfor skal hørelsen undersøges?

Et barn bruger hørelsen til at lære at genkende stemmer, efterligne lyde og til at udvikle sprog. Hørelsen bruges også til at orientere sig, opfange faresignaler og til at kunne begå sig i sociale sammenhænge. Hørelsen er på denne måde med til at forme barnets personlighed og adfærd. For at give barnet de bedste muligheder for en normal udvikling, er det vigtigt, at en hørenedsættelse opdages så tidligt som muligt - og helst før barnet er tre måneder. Det er derfor vigtigt, at alle nyfødte undersøges.

Hvordan udføres undersøgelsen?

En lille høretelefon sender kliklyde ind i barnets øregang. Når det indre øre modtager kliklydene, vil øret lave en lyd, et ekko, som opfanges via høretelefonen. Et ekko er udtryk for, at øret er velfungerende, og at barnet kan høre. Ekkoet kaldes også en Oto-Akustisk-Emission og metoden derfor en OAE-test.

Hvad fortæller resultatet?

Hvis der måles et ekko som reaktion på den lyd, der sendes ind i øret, fungerer det indre øre. Dit barn har derfor med al sandsynlighed ikke en hørenedsættelse. Hvis der ikke kan måles et ekko, skyldes det oftest måleusikkerhed, baggrundsstøj eller uro omkring undersøgelsen. Barnet kan også have fosterfedt eller væske i øret, hvilket er normalt hos nyfødte. Fosterfedtet eller væsken vil forsvinde af sig selv. Uanset årsagen vil I få tilbudt tid til ny hørescreening.

Hvis man ikke kan opnå en tilfredsstillende måling på et eller begge ører, vil barnet få tid til en mere omfattende høreundersøgelse på Enheden for Hørescreening på Gentofte Hospital. Undersøgelsen tager kun kort tid, men giver mere information om barnets hørelse. Det er ikke ualmindeligt, at der er behov for at få undersøgelsen gentaget hos en del af børnene - hvoraf det dog kun er få, der har en faktisk hørenedsættelse.



Redaktør