Barnets navle og øjne

​Her kan du læse om, hvordan du skal pleje barnets navle og øjne i dagene efter fødslen.​​

Navle

Efter fødslen har navlesnoren afsluttet sin funktion, og vævet i den nedbrydes ved en naturlig proces. Det kan godt give lidt lugt, men det skal man ikke blive bekymret over. Der kan komme lidt blod eller væske fra navlen, hvilket er normalt. 

Hvis navlen væsker meget eller lugter, kan du vaske den med vand og uparfumeret sæbe en gang i døgnet. Det gør ikke ondt på barnet at få renset navlen, men det er normalt ikke nødvendigt. 

Normalt er det sådan, at jo mindre man gør, jo før falder navlestumpen af. Det sker som regel i løbet af 5-6 dage.

Øjne

Barnets øjenlåg kan være lidt hævede de første dage. Er der lidt 'søvn' i øjnene, kan I vaske det af med afkølet, kogt vand. Brug et nyt stykke vat til hvert øje, så eventuelle bakterier ikke flyttes fra det ene øje til det andet. Hvis der stadig er gult eller grønt pus i øjnene efter ½-1 døgn, eller selve øjet er rødt, skal du kontakte din praktiserende læge.


Redaktør