Brystspænding

​I de første dage vil barnet få dækket sit madbehov fra råmælk. Når mælken er løbet til, vil mælkens sammensætning ændre sig​.

I begyndelsen af et ammemåltid vil mælken være tyndere end i slutningen af måltidet. Det er proteinerne og fedtstofferne, der kommer til sidst, der gør barnet mæt. Derfor er det vigtigt, at barnet sutter færdigt ved det ene bryst, før det får tilbudt det andet. Hvis du skifter bryst flere gange under en amning, får barnet kun den ’tynde’ mælk og bliver derfor hurtigt sulten igen. Det er forskelligt, hvornår mælken løber til. Oftest sker det på 2. - 4. dagen.

Det er også forskelligt, hvordan brystspænding opleves. 
For nogle kvinder er det en glidende overgang, for andre er det et døgn, der er præget af, at brystet føles ømt, hårdt og spændt. 

Området omkring brystvorten kan være så spændt, at barnet kan have svært ved at få fat på brystvorten.

Gode råd

Lad barnet sutte så længe og så hyppigt, det har lyst. Det kan lindre, og brystspændingen vil aftage. Det kan lindre at lægge et varmt håndklæde på brystet.
Hvis du har mulighed for det, kan du tage et langt, varmt bad. Lad det varme vand fra bruseren massere dine bryster og massér forsigtigt med hænderne med bevægelser ud mod brystvorten. Tryk forsigtigt omkring vorten, så der kommer mælk ud. På den måde bliver området lidt blødere, og det bliver lettere for barnet at få fat. Samtidig med at barnet sutter, kan du massere brystet let.

Hvis du har hårde, spændte områder på brystet efter amning, kan du prøve at massere disse områder, indtil de føles bløde og ikke er ømme.

Som forebyggelse mod mælkeknuder og brystbetændelse bør du undgå træk,
holde fødderne varme og holde brysterne varme, eventuelt med uldne indlæg i BHen.

Hvis du får feber (over 37,5° C) eller røde afgrænsede områder på brystet, så kontakt din praktiserende læge din sundhedsplejerske eller eventuelt fødeklinikken.


Redaktør