Henvisning - hvordan?

Det er din praktiserende læge eller speciallæge, der kan henvise dig til Rigshospitalets Fertilitetsklinik.

​​​

Region Hovedstaden har besluttet fra 1. januar 2017 at ændre de hidtil gældende optageområder for fertilitetspatienter. Dette betyder, at vi fremover er nødsaget til at begrænse indtaget af patienter der tilhører andre fertilitetsklinikkers optageområde.
Reglerne om frit sygehusvalg gælder kun såfremt den modtagne klinik har ledig kapacitet. 
Rigshospitalets Fertilitetsklinik har i øjeblikket ikke tilstrækkelig kapacitet til fortsat at kunne tilbyde behandling udenfor vores eget optageområde, som er København Indre By, Østerbro og Nørrebro. 
Undtaget fra dette er patienter der henvises til højt specialiseret behandling (Præimplanations Genetisk Diagnostik (PGD), HIV/Hepatitis positive patienter, fertilitetsbevaring hos cancerpatienter) samt patienter med gentagne spontane aborter.


For at komme i behandling for barnløshed i offentligt regi, må du ikke være fyldt 40 år. Du kan altså ikke starte en ny behandling op, efter at du er fyldt 40 år. Hvis du er i ​gang med en behandling og fylder 40, vil vi naturligvis gøre din behandling færdig. 

For at blive henvist til fertilitetsbehandling er det et krav, at der ikke er fælles børn i hjemmet. Par eller enlige, der allerede har et barn, kan således ikke få behandling.
 
Hvis I er et par og skal undersøges for årsager til barnløshed, starter jeres undersøgelserne som regel ved jeres egen læge eller speciallæge. Lægen undersøger bl.a. mandens sæd, og om kvinden har ægløsning og fri passage i æggelederne. Herefter kan I blive henvist til Fertilitetsklinikken. Der er lige stor sandsynlighed for, at årsagen til barnløsheden kan henføres til manden, kvinden eller jer begge.

Læs mere om årsager til barnløshed.

​Før behandling i ​​Fertilitetsklinikken

Før I kan blive henvist til  fertilitetsbehandling, skal både manden og kvinden have foretaget HIV-test og flere test for leverbetændelse (hepatitis B (HBs-Ag og anti-HBc) og hepatitis C (anti-HCV)).

Følgende undersøgelser laves ho​​​s egen læge eller speciallæge:

  • ​Vurdering af sædkvaliteten ved hjælp af sædanalyse
  • Vurdering af passage gennem kvindens æggeledere ved hjælp af enten røntgenundersøgelse af livmoder og æggeledere (hystero-salpingo-grafi; HSG) eller vandskanning (hystero-salpingo-ultrasonografi; HSU)
  • Hormonanalyse hvis kvinden har uregelmæssig cyklus

Fertilitetsklinikken anbe​​faler også, at kvinden får lavet følgende undersøgelser:

  • Celleprøve (smear) fra livmoderhalsen
  • Podning for klamydia fra kvindens livmoder
  • Test for om man har haft røde hunde. Hvis testen er negativ, anbefaler man vaccination, og herefter må man først forsøge at opnå graviditet efter 3 måneder.

​Ventetide​​r

Ventetiden fra henvisning til den indledende samtale og planlægning med henblik på opstart af behandling er 12-14 måneder. Det betyder i praksis, at du som kvinde bør henvises senest 2 år før du fylder 40 år.



Redaktør