Fertilitetskirurgi

Operationer af tilstande i underlivet​, som kan være årsag til barnløshed​.

​​​

Fertilitetsklinikken har sit eget faste ugentlige operationsleje på gynækologisk operationsgang, og det vil altid være en speciallæge fra Fertilitetsklinikken, med erfaring i kikkertkirurgi, der udfører operationen.

Patienten bookes direkte til operation fra Fertilitetsklinikken. Ordningen sikrer, at der er optimal koordination og kontinuitet med den øvrige fertilitetsbehandling og minimal ventetid på fertilitetskirurgi.


Fertilitetskirurgi omhandler operative indgreb på kvinder med et fertilitetsproblem. Det drejer sig næsten udelukkende om indgreb udført ved kikkertkirurgi.

Det kan være diagnostiske indgreb hos kvinder, hvor man ikke kender årsagen til fertilitetsproblemet, eller behandlende indgreb, hvor man fjerner polypper eller fibromer i livmoderen eller cyster på æggestokkene.

Ved kikkertkirurgi kan man også løsne sammenvoksninger, som kan være opstået omkring æggestokkene og æggelederne efter tidligere operationer eller efter underlivsinfektion. Hvis man har en aflukket, væskefyldt æggeleder kan man nogle gange åbne den op igen ved kikkertkirurgi, men ofte vil vi anbefale, at den bliver fjernet helt, da chancen for graviditet derved er bedre, hvis man allerede har planlagt IVF-behandling. 

Ved en hysteroskopi føres kikkerten op i livmoderhulen gennem livmoderhalsen. Indgrebet udføres som regel i fuld anæstesi, men kan også laves i lokal anæstesi, hvor patienten er vågen.       

Ved en laparoskopi føres kikkerten ind i bughulen gennem et få millimeter stort hul i navlen, således at man kan se og operere på livmoderen, æggelederne og æggestokkene. Laparoskopi foretages altid i fuld anæstesi.



Redaktør