For fagfolk

​Her finder du information om henvisningsprocedurer og retningslinjer for behandling.

Henvisningsregler

Henvisninger sendes elektronisk til Fertilitetsklinikken afsnit 4071. Akutte henvisninger bør  følges af telefonisk henvendelse til Det Fertiltetsbevarende Team (5-1114 eller Fertilitetsklinikkens telefon).

Fertilitetsbevarende team tilbyder behandling til piger og kvinder, der står til at modtage behandling, der kan kompromittere deres fremtidige fertilitet, f.eks. stråle- eller kemoterapi pga malign eller systemisk sygdom. Derudover tilbyder vi desuden fertilitetsrådgivning og behandling af kvinder, der tidligere har fået foretaget fertilitetsbevarende tiltag eller gennemgået stråle- og/eller kemoterapi.

Den akutte henvisning skal indeholde følgende:

  • Oplysning om kvindens aktuelle diagnose samt sygdomsstadie

  • Gynækologisk anamnese (antal graviditeter og børn)

  • Forventet behandlingsforløb (operation, kemoterapi, stråling) inkl. efterbehandling, samt tidsramme før start af behandling. Giv gerne detaljerede oplysninger om  type og dosis af kemoterapi

  • Overvejelser om prognose; er det realistisk mhp fremtidig graviditet?

  • Eventuelle kontraindikationer mod operation, stimulationsbehandling eller senere graviditet

  • Direkte telefonnummer og navn på henvisende læge

Henvisning mhp fertilitetsrådgivning bør så vidt muligt indeholde oplysninger om:

  • Kvindens tidligere diagnose

  • Tidligere behandlingsforløb (operation, type af kemoterapi, strålingsfelt og GY) inkl. efterbehandling.

  • Risiko for tilbagefald?

  • Tidligere relevant gynækologisk anamnese (fx cyklus, p-piller, graviditeter)

  • Eventuelle kontraindikationer mod stimulationsbehandling eller graviditet.

  • Telefonnummer og navn på henvisende læge

Generelle retningslinjer for udredning og behandling

  • Vi starter ikke udredning og behandling af kvinder, der er fyldt 40 år

  • Vi tilbyder normalt kun behandling hos kvinder over 35 år, såfremt de har en god ægreserve
    (AMH > 10)

  • Vi behandler som udgangspunkt ikke kvinder med en forventet 5-års overlevelse på mindre end 50%

  • Vi tilbyder ikke fertilitetsbevarende behandling til kvinder med en lav risiko for udslukt ovariefunktion (f.eks. ikke alkylerende behandling)

  • Af hensyn til kvindens helbred tilbyder vi ikke behandling til kvinder med kontraindikationer mod fremtidig graviditet

  • Af hensyn til kvindens helbred tilbyder vi ikke behandling ved BMI højere end eller lig 35 (BMI<40 ved kryopræservering af ovarievæv)

  • Af hensyn til kvindens helbred tilbyder vi ikke tilbagelægning af kryopræserveret ovarievæv ved risiko for re-introduktion af maligne celler (leukæmi, dissemineret cancer, ovariecancer m.m.)

  • Vi tilbyder normalt ikke behandling til par/kvinder med 2 eller flere fælles børn.

 

Blodprøver 

Alle henviste kvinder kan med fordel få taget følgende blodprøver, når de henvises til Det Fertilitetsbevarende team.

  • AMH (Antimüllersk hormon)
  • FSH, LH, progesteron og estradiol

Hvis patienten ønsker fertilitetsbevarende behandling, vil vi yderligere supplere med testning for HIV, Hepatitis og Syfilis, der lovmæssigt skal foreligge ved kryopræservering i forbindelse med fertilitetsbevarende behandling.


Redaktør