INCasE –INterprofessional Cancer Education

​Et forskningsprojekt der undersøger effekten af case-baseret undervisning i behandling, pleje og rehabilitering af bivirkninger i mave-tarmkanalen hos børn og unge med kræft.

Formålet med projektet er at undersøge effekten af tværfaglig versus monofaglig case-baseret læring på sundhedsprofessionelles holdning til tværfaglig læring og samarbejde

Metode

Projektet sammenligner læring i grupper, hvor én gruppe undervises sammen med kollegaer fra både egen faggruppe og andre faggrupper, såkaldt tværfaglig undervisning versus en gruppe, der kun undervises sammen med kollegaer fra egen faggruppe, såkaldt monofaglig undervisning. 

Målet er at undersøge, hvilke forskelle der evt. er i holdninger til tværfaglig læring og sikkerhed og i viden om behandling, pleje og rehabilitering af bivirkninger i mave-tarmkanalen hos børn og unge med kræft. 

Projektet er relevant for alle faggrupper, der arbejder med behandling af børn og unge med kræft i afsnit 5054, 5052, 5002 og 4063.

Baggrund for projektet

Forskningsprojektet er et led i udviklingen af et tværfagligt uddannelsesprogram for behandling, pleje og rehabilitering af børn og unge med kræft. Indledningsvist har forskningsgruppen bag projektet undersøgt, om der eksisterer andre lignende tværfaglige undervisningsprogrammer nationalt såvel som internationalt.

I et Scoping review med titlen Unmet need for interprofessional education in paediatric cancer: a scoping review, som blev udgivet i sommeren 2019, påviste forskergruppen, at der kun eksisterer få tværfaglige uddannelsesprogrammer til sundhedspersonale der arbejder med børn og unge med kræft, og de der eksisterer, evaluerer kun effekten overfladisk. 

Forskergruppen konkluderede derfor, at der er behov for at udvikle et evidensbaseret tværfagligt uddannelsesprogram for sundhedspersonale der arbejder med børn og unge med kræft. Dette projekt er et led i dette og handler om at undersøge forskellige holdninger til tværfaglig og monofaglig case-baseret læring.

Et nyt uddannelsesprogram

Som et led i at udvikle et tværfagligt uddannelsesprogram, har forskergruppen indtil videre gennemført et skandinavisk Delphi studie, hvor danske, norske og svenske børneungekræftcentre deltog med sundhedsfaglige personer, som arbejder med behandling af kræft hos børn og unge. 

Ud af 14 mulige centre, deltog 12 centre i Skandinavien med 30 sundhedsfaglige personer. Her blev der identificeret 6 kategorier for undervisningen og 168 læringsmål. De 6 kategorier er: 

  • Akut livstruende tilstande
  • Bivirkninger i mave-tarmkanalen
  • Smerter
  • Palliation
  • Leg og aktivitet
  • Ordination og administration af medicin

Vi ønsker nu at teste nogle af de læringsmål, der er knyttet til kategorien bivirkninger i mave-tarmkanalen og finder case-metoden relevant til dette formål.

Case-metoden

Case-metoden er en anerkendt deltageraktiverende undervisningsmetode som gennem sin struktur leder mod beslutningsprocesser og handlingsmønstre. Derfor er den egnet til diskussion og løsning af kliniske problemer.

Læs mere om case-metoden: 

Hvem kan deltage? 

Alle ansatte på afsnit 5054, 5052, 5002 og 4063 med patientnært arbejde og uden personaleansvar kan deltage; Fx sygeplejersker, speciallæger i pædiatri, uddannelseslæger i pædiatri, læger, psykologer, socialrådgivere, fysioterapeuter, diætister, ergoterapeuter, sygehjælpere, præster, pædagoger, lærere

Hvordan foregår det?

Deltagerne randomiseres til at indgå i et af 12 teams. Hvert team består af 14 personer til enten tværfaglig case-baseret undervisning eller monofaglig case-baseret undervisning.

Du deltager altså enten i en gruppe med andre sundhedsprofessionelle eller i en gruppe kun med din egen profession (hvis du er læge eller sygeplejerske). Projektets opbygning er illustreret nedenfor.


Morgenhold og eftermiddagshold

Undervisningen foregår enten fra 8-11.30 eller fra 12.30-16. Hvis du deltager i morgenholdet, skal du efterfølgende gå i afdelingen, hvis du er læge eller sygeplejerske. Hvis du deltager efter frokost, skal du møde på din afdeling som vanligt om formiddagen eller i nattevagt.

Du skal kun deltage en gang i en af de to grupper. Det er samme undervisning i begge grupper.
Der vil være forplejning på undervisningsdagen.

Om undervisningen

Ved at deltage i undervisningen får du viden om og indblik i dine egne og kollegaers forståelser for og holdninger til bivirkninger i mave-tarmkanalen hos børn og unge med kræft. 

Nogle af læringsmålene er, at du efter undervisningen kan:

  • Identificere egne professionelle begrænsninger og bede om hjælp
  • Forstå og respektere din kollegas perspektiv
  • Anvende viden fra den relevante guideline/VIP

Forventning til din deltagelse 

Det kræver ikke så meget af dig at deltage uanset hvilket hold, du deltager på. Her er hvad vi forventer af dig på undervisningsdagen og før og efter: 

  • Du møder op på den undervisningsdag du har fået tildelt
  • Du kan ikke bytte din undervisningsdag, pga. randomisering. Vi tager højde for de dage du kan, og undervisningen lægges ind i arbejdsskemaet.
  • 1 måned før og 1-3 måneder efter undervisningsdagen, svarer du på 3 spørgeskemaer, der hver tager ca. 10-15 minutter at udfylde
  • Alle spørgeskemaer, test og eventuelle optagelser vil ikke blive set af ledelse og vil blive afrapporteret anonymt

Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg vil vide mere

Kontakt projektansvarlig: Martha Krogh Topperzer, sygeplejerske, cand.scient. soc, ph.d.-studerende 
Ved Børneonkologisk Laboratorium, Afsnit 5704, Rigshospitalet.
E-mail: martha.krogh.topperzer@regionh.dk
Tlf direkte: 2830 0052

FOR YDERLIGERE INFORMATION OM DELTAGELSE: SEND DIN EMAIL MED NAVN, FAGGRUPPE, MAIL (EVT PRIVAT) OG TLF.  DU VIL DEREFTER BLIVE KONTAKTET AF MARTHA. 

Projektet er godkendt af Datatilsynet og behøver ikke godkendelse hos National Videnskabsetisk Komite.

Forskningsgruppen består af:

  • Martha Krogh Topperzer, RN, MSSc, PhD studerende, Børneonkologisk forskningslaboratorium, BørneUngeKlinikken, Rigshospitalet, Københavns Universitet
  • Line Thellesen, MD, Ph.d, Gynækologisk og Obstetrisk afdeling, Herlev Hospital
  • Jette Led Sørensen, MD, MMEd, Professor, Juliane Marie Centret, PhD, Uddannelsesansvarlig overlæge, Juliane Marie Centeret for Børn, Kvinder og Reproduktion, Rigshospitalet.
  • Hanne Bækgaard Larsen, RN, MSSc, PhD, PostDoc, leder af den psykosociale forskningsgruppe på Børneonkologisk forskningslaboratorium, BørneUngeKlinikken, Rigshospitalet, Københavns Universitet
  • Marianne Hutchings Hoffmann, MD, PhD, BørneUngeKlinikken, Rigshospitalet, Københavns Universitet
  • Birgitte Lausen, MD, PhD, BørneUngeKlinikken, Rigshospitalet, Københavns Universitet
  • Kjeld Schmiegelow, MD, Professor, Børneonkologisk forskningslaboratorium, BørneUngeKlinikken, Rigshospitalet, Københavns Universitet
  • Marianne Madsen, RN, oversygeplejerske, BørneUngeKlinikken, Juliane Marie Centre for Kvinder, Børn og Reproduktion, Rigshospitalet, Københavns Universitet 
  • Pernille Roland, RN, afdelingssygeplejerske, BørneUngeKlinikken, Juliane Marie Centre for Kvinder, Børn og Reproduktion, Rigshospitalet, Københavns Universitet


Redaktør