Sure opstød og opkastninger

Gylpebarn

Gylperi hos nyfødte er almindeligt, men det kan blive så udtalt, at barnet mistrives. Når vi skal konstatere, om der er tale om sygdom, kontrollerer vi først, om barnet får for meget mad, og om det får bøvset af.

Stop i mave-tarmkanalen overvejer vi også.
Gylperiet kan ofte reduceres ved at give lidt flere og mindre måltider og lægge barnet skråt med hovedet 10-20 cm over fødderne.

Hvis dit barn får flaskemad, kan maden evt. fortykkes med et særligt præparat som du kan få nærmere information om ved afdelingens patientkoordinator på tlf.: 3545 4053.
Ved dårlig trivsel kan det være nødvendigt at give barnet medicin mod for meget mavesyre.


Gylperi:

Sædvanligvis aftager symptomerne, når barnet bliver omkring 6 måneder, og barnet begynder at få fastere mad.


Gylperiet kan dog også være af en sådan karakter, at det skal behandles. Denne tilstand kaldes Gastro-Oesophageal-Reflux (GOR)

Gastro-Oesophageal-Reflux (GOR)


Gastro-Oesophageal-Reflux

er en tilstand, hvor barnet har tilbageløb af maveindhold til spiserøret med sure opstød, halsbrand, dårlig trivsel eller lungesymptomer i form af astma, bronkitis eller lungebetændelse.


Symptomer

Symptomerne kan også være sværere at opdage, f.eks. uspecifikke smerter, dårligt humør, dårlig nattesøvn eller hoste. Sygdommen ses både hos børn uden andre sygdomme og specielt hos børn med disponerende lidelser - (Disponerende lidelser kan være oesophagusatresi (medfødt misdannelse af spiserøret), omphalocele, gastroscise, diafragmahernie, spasticitet, hjerneskade, metaboliske sygdomme.)

Ved undersøgelser i børnekirurgisk ambulatorium kortlægges symptomerne, og vi søger at fastlægge årsagen til sygdommen.

Behandling

Vi forsøger i første omgang behandling med kostregulering og optimering af ydre forhold. Hvis der ikke er fremgang ved et års alderen, eller hvis symptomerne slet ikke kan holdes nede, må barnet undersøges nærmere med kikkertundersøgelse, 24 timers pH-undersøgelse af surhedsgraden i spiserøret og trykmåling af spiserøret.

Medicinsk behandling kan forsøges. Det kan i nogle tilfælde blive nødvendigt at operere for sygdommen.

Mere information


Redaktør