Kræft hos børn og unge

​Behandlingen af kræft hos børn og unge har gennem de sidste årtier udviklet sig positivt, således at tre ud af fire børn/unge helbredes. BørneUngeKlinikken på Rigshospitalet og børneafdelingen på Odense Universitetshospital varetager som fælles enhed udredning, behandling og opfølgning af 2/3 af alle børn og unge med kræft i Danmark. ​

​​​​​​​​​​​​​​​​

​​For børn/unge i alderen 1-15 år er kræft en af de hyppigste dødsårsager, og kræft udgør i Europa 22 % af alle dødsfald i denne aldersgruppe kun overgået af ulykkestilfælde. På grund af disse sygdommes alvorlighed er behandlingen centraliseret til ganske få afdelinger, hvor BørneUngeKlinikken på Rigshospitalet og børneafdelingen på Odense Universitetshospital har indgået et samarbejde, så denne fælles enhed i dag varetager udredning, behandling og opfølgning af 2/3 af alle børn og unge med kræft i Danmark.

Kræftsygdomme hos børn

De kræftsygdomme, der er hyppige i voksenalderen, såsom lungekræft, brystkræft, tyktarmskræft eller livmoderhalskræft, ses stort set aldrig hos børn og unge.

De hyppigste kræftformer hos børn og unge er leukæmi (blodkræft) (1/3), lymfeknudekræft ( 1/3),  hjernetumorer ((1/4), og de resterende er kræftsygdomme i de indre organer f.eks. nyrer, knogler, muskler eller lever

Årsager​

En ud af 350 børn/unge vil blive ramt af en kræftsygdom, inden de er fyldt 18 år. Hos langt de fleste patienter er der ikke nogen kendte årsager til, at kræftsygdommen har udviklet sig, og søskende til børn eller unge med kræft har ikke selv nogen øget kræftrisiko.

Kræftbehandling og helbredelseschancer

80 % af børn og unge med kræft bliver i dag bliver helbredt. Dette skyldes dels at man internationalt og nationalt har oparbejdet en højt specialiseret viden om hvilken slags kemoterapi (cellegifte), der virker bedst over for den enkelte kræftsygdom, dels at der er sket en generel intensivering af kræftbehandlingen.

Behandlingen af børn og unge med kræft omfatter praktisk taget altid kemoterapi (cellegifte). Hos de børn og unge, som har en kræftsygdom, der kan opereres væk, starter behandlingen med kemoterapi og efterfølges af operation og derefter yderligere kemoterapi og evt. strålebehandling.

Stamcelletransplantation kan komme på tale for de børn og unge, som har den dårligste prognose. Her behandles i nogle tilfælde med høj intensiv kemoterapi efterfulgt af stamcelletransplantation med celler fra patientens selv eller en anden donor.

Senfølger til behandlingen

Selvom de fleste børn og unge, der bliver helbredt for en kræftsygdom, efterfølgende kan leve et normalt voksenliv, vil mange blive ramt af senfølger med en eller flere skader på vitale organer. Af samme grund følges patienter på Rigshospitalets senfølgeklinik, hvor der tilrettelægges individuelle opfølgningsprogrammer afhængig af patientens kræftsygdom og behandling.

Forskning

Næsten alle patienter med kræftsygdomme indgår i et eller flere forskningsprojekter, hvor deres behandlinger og deres behandlingsresultater registreres, således at der kan skabes viden til fortsat forbedring af behandlingen for børn og unge med kræft. En del patienter deltager desuden i lodtrækningsforsøg, hvor en eller flere kræftbehandlinger sammenlignes med henblik på at opnå viden om, hvilken behandling der fører til de bedste resultater. Disse forskningsprojekter foregår stort set altid i samarbejde med andre kræftafdelinger i Norden eller i Europa i øvrigt. 
Redaktør