Infektionssygdomme hos børn og unge

​Infektionssygdomm​e er almindelige hos børn.​

​I BørneUngeKlinikken behandles børn med særlige infektionssygdomme af det infektionspædiatriske team.

Teamet tager sig i særlig grad af følgende infektionssygdomme:

  1. Gentagne eller hyppige infektioner, hvor barnet eller den unge skal udredes for en evt. årsag,  herunder immundefekt.
  2. Lymfadenitis, hvor der ikke primært mistænkes malignitet
  3. Atypiske mykobakterieinfektioner, hvor der er veletableret samarbejde med plastikkirurgisk afdeling
  4. Periodiske febersyndromer
  5. Alvorlige infektioner såsom tuberkulose, knoglebetændelse eller andre invasive infektioner
  6. Sjældnere infektionssygdomme og importerede sygdomme.


Derudover tilbyder infektionsambulatoriet screening af nyankomne adoptionsbørn og andre indvandrer-/flygtningebørn for importerede sygdomme. Læs mere om dette under BørneUngeKlinikkens Adoptionsambulatorium​.

Behan​dling

Alle infektionssygdomme hos børn og unge behandles af Infektionspædiatrisk team i tæt samarbejde med mikrobiologer og andre funktioner på Rigshospitalet. Udover behandling, kan der være tale om vaccinationsanbefalinger og evt. henvisning til andre relevante ambulatorier/egen læge.

Behandlingen af infektionssygdomme hos børn og unge på Rigshospitalet foregår både under indlæggelse på sengeafsnit 5061​ (team 2), på Daghospital afsnit 4064 og ved ambulante besøg i ambulatoriet på afsnit 4271 i BørneUngeKlinikken.

Der er specialuddannede sygeplejersker og læger til at varetage behandlingen alle steder. Lægerne i teamet har gennemgået en efteruddannelse i infektionssygdomme hos børn efter deres uddannelse som børnelæger (speciallæge i pædiatri). 

Rådgivning og til​​syn

Udover at varetage behandlingen af egne "kernepatienter" udfører infektionspædiatrisk team i dagligdagen tilsyn og rådgiver vedrørende børn med infektionsproblematikker, der er indlagt på f.eks. neonatal, intensiv, børneonkologisk og semiintensiv afdeling på Rigshospitalet.

Forsknin​g

BørneUngeKlinikken forsker i infektionssygdomme hos børn og unge inden for områderne vaccination, skoldkopper, luftvejsinfektioner, infektioner blandt børn med kronisk sygdom og optimering af behandling med antibiotika.

Forskning og undervisning i Global Sundhed​ er også et fokusområde.


Redaktør