4144 – Sengeafsnit for børn og unge med hjerte- og lungesygdomme

4144 indlægges børn og unge til medicinsk og kirurgisk behandling af deres hjerte- eller lungesygdom. 

Behandlingen af børn med hjertesygdomme foregår i tæt samarbejde med Enheden for Medfødte Hjertesygdomme og Børnehjerteambulatoriet. Når I møder i afdelingen, vil I få information om, hvad der skal ske under indlæggelsen, og I vil blive vist rundt i afdelingen.

Afsnit 4144 har fasttilknyttede læger såsom hjerte- og lungekirurger, medicinske børnehjertelæger samt børnelæger med speciale i lungesygdomme. I sygeplejerskegruppen er vi 22 sygeplejersker, som alle varetager den højt specialiserede pleje og omsorg for børn og unge samt familien. 

Sengestuerne

Afsnit 4144 har 9 sengepladser fordelt på 5 stuer, hvilket betyder, at man stort set altid ligger sammen med en anden familie på stuen. Alle stuer er indrettet med bad og toilet og et skab, der kan aflåses. På sengestuen er der to fjernsyn med PlayStation 3, hvor I kan afspille DVD og spille spil. 

På alle stuer er der også en overvågningsskærm, som vi bruger til at observere hjerterytme og iltmætning på de indlagte børn/unge, når det er nødvendigt. Hver stue har desuden en lænestol og et bord med to stole. 

Overnatning med barnet/den unge

Vi tilbyder, at én forælder kan overnatte sammen med barnet/den unge på stuen. I får besked om, hvilken stue, I skal bo på i løbet af dagen, når I kommer til forundersøgelse og indlæggelse. 

Den medindlagte forælder får tilbudt en madras eller en seng til overnatningen afhængigt af, hvad vi har til rådighed på dagen. Af hensyn til sikkerheden og rengøringen skal forældresengen klappes sammen hver morgen. 

Legestuen

Legestuen er noget af det første, I møder, når I kommer til afdelingen. Her er I velkomne til at opholde jer, så meget I har lyst til. I bedes tage hjemmesko eller sko-overtræk på af hensyn til de børn, der kravler rundt i legestuen.  I legestuen kan I sagtens opholde jer, mens jeres barn faster, da der ikke må hverken spises eller drikkes i legestuen.

Husk at rydde op efter jer selv, når I forlader legestuen, så der er rart at være for alle. 

For barnets skyld prioriterer vi også, at legestuen så vidt muligt er 'behandlingsfri-zone', dvs. at vi ikke udfører procedurer såsom f.eks. blodprøvetagning i legestuen. 

Samtalerummet

Samtalerummet ligger lige ved siden af legestuen og kan bruges til samtale med læger og sygeplejersker. Der er vindue ind til legestuen, så jeres barn evt. kan være der, mens I taler med lægen eller sygeplejersken, hvis der er behov for dette.

Puslerummet

Vi har et puslerum med bleer, vaskeklude og stofbleer. Puslepladsen skal sprittes af efter brug. 

Der er en vaskemaskine og en tørretumbler, som er beregnet til, at I har mulighed for at vaske jeres private tøj. Det er i puslerummet, at I finder babybadekar og vægte.

Hygiejne og sikkerhedsregler

Afdelingen er omfattet af flere hygiejniske og sikkerhedsmæssige regler, som I vil blive informeret om ved indlæggelsen. Husk god håndhygiejne, så vi undgår smitte.  I skal altid huske, at spritte jeres hænder, før I tager noget i skabene. Dette gælder såvel køleskabene som linnedskabene. 

Personalet er altid villige til at hjælpe jer, hvis der er noget I mangler eller har brug for hjælp til.

Mad til indlagte børn og unge

Om morgenen sætter køkkenpersonalet lidt brød og ost frem i Forældrekøkkenet på 4144, men udvalget er større i Børnekøkkenet på afsnit 5062, hvor I kan hente alle måltider. Der er tilbud om mad til én forælder og søskende under 12 år samt mulighed for at købe mad til den anden forælder i børnekøkkenet. Personalet på 4144 skal blot vide, at I ønsker mad, så de kan bestille. Se menuplan på afdelingen eller spørg personalet i køkkenet. 

I vores fryser på afsnit 4144 er der børnevenlige frostretter, som kan varmes i mikrobølgeovnen til det indlagte barn. Der er drikkevarer i køleskabet, og I har mulighed for at opbevare medbragt mad i forældrekøkkenet til hovedmåltiderne.

I må gerne lave mad til jer selv og jeres barn, men overhold venligst følgende:

  • Vask hænderne grundigt før tilberedning af mad.
  • Vask hænderne hyppigt ved arbejde i køkkenet. Suppler med håndsprit.
  •  Ryd op efter jer
  • I skal bruge opvaskemaskinen til al opvask – uden undtagelser
  • Skriv navn og dato på jeres madvarer.
  • Råt kød, rå æg samt grøntsager med jord må ikke medbringes til afdelingen. Tilbered kød og grøntsager hjemmefra.
  • Husk at tømme køleskabet, når I skal hjem.

Sutteflaske og modermælk

Hvis barnet skal have sutteflaske, eller I skal have opbevaret modermælk, forklarer vi jer de specielle forholdsregler om dette. I afdelingen er der en brystpumpe til udmalkning af modermælk. Læs mere om mad til indlagte børn, unge, forældre og søskende under 12 år.

Kontoret

Personalekontoret ligger i midten af afdelingen. Det er stedet, hvor personalet går stuegang og afholder rapport mellem vagterne, dvs. kl. 7.00-7.15, 15.00-15.15 & 23.00-23.15.

Her sidder vores sekretær også, som I skal henvende jer til, når I møder i afdelingen.

Ved vagtskifte får personalet information om hvert enkelt barn på afdelingen. Det er vigtigt, at de forstyrres så lidt som muligt i disse tidsrum, så de kan få ro til at planlægge og koordinere jeres barns pleje og behandling.

På en tavle ved kontoret kan I se, hvilken sygeplejerske, der passer jeres barn på den pågældende vagt samt plan for stuegang. 

Personalekøkken og depoter

Af hygiejnemæssige årsager er personalekøkkenet og depoter kun for personalet medmindre andet er aftalt.

Psykolog og Socialrådgiver

Afdelingen har en psykolog og socialrådgiver tilknyttet, som vi kan kontakte, hvis I får brug for det i forbindelse med indlæggelsen. Spørg personalet. Læs mere om psykologen og socialrådgiveren

Besøg

Søskende og nærmeste pårørende kan komme på besøg alle ugens dage. Søskende må dog ikke have været udsat for smitsomme børnesygdomme den seneste måned. Hvis I har besøg efter kl. 20, opfordrer vi til, at I bruger de fælles opholdsrum, så de andre indlagte har mulighed for at sove og hvile sig.

Husk, at det indlagte barnet/den unge har brug for ro - derfor er det en god idé, at barnet/den unge har få besøgende på samme tid.

Spørg altid, hvis der er noget I er i tvivl om, eller der er noget, vi kan hjælpe med.

Aktiviteter

Det er en god idé, at huske at tage barnet yndlingslegetøj, -bamse, -bog, -DVD, -PlayStationspil, tablet/mobil og andet med. Det kan gøre indlæggelsen lettere. Der er gratis Wifi på hospitalet, og I kan få adgangskoder udleveret af personalet.

I løbet af ugen kommer en pædagog, klovne og Den Blå Heks forbi afdelingen. Desuden er der tilbud om en café, kaldet HR BERG, for unge over 12 år, hvor unge kan komme og hygge og lave aktiviteter sammen med andre indlagte unge. Café HR BERG ligger i forhallen, hvor biblioteket og skolestuen også er placeret.

Ved særlige lejligheder og højtider er der ofte børneaktiviteter i Forhallen. Se opslagstavlen ved kontoret og læs mere om underholdning for børn og unge på Rigshospitalet.

Læs mere om BørneUngeKlinikken og afsnit 4144 på disse hjemmesider og pjecer:


Redaktør