Daghospitalet for børn og unge afsnit 3082

​​Velkommen til Daghospitalet i Klinik for Børn og Unge med kirurgiske sygdomme i ansigt, knogler og led – Afsnit 3082, også kaldet BUKIR 8. sal.

I daghospitalet BUKIR 8. sal tager vi os af børn og unge i alderen 0-18 år, som skal opereres i ansigt, knogler eller led, og som ikke har behov for indlæggelse. Dvs. børn og unge, der kan gå hjem samme dag, som de blliver opereret og dermed ikke har behov for en overnatning. 

Åbningstider

Daghospitalet er åbent i hverdagene fra kl. 7-19. 

Vi prøver så vidt muligt, at udskrive jer inden for dette tidsrum, men nogle gange er det ikke muligt og I skal blive lidt længere. Sørg derfor altid for at aftale pasning eller afhentning af andre børn i familien.

Find vej

Daghospitalet ligger på Rigshospitalet, Blegdamsvej, opgang 3, 8. sal.

Kontakt til Dagshospitalet

I kan kontakte Daghospitalet på følgende telefonnumre:

  • Spørgsmål og aftaler vedrørende plastikkirurgi, tand-mund-kæbekirurgi, øre-næse-halskirurgi og øjenkirurgi: Ring på tlf. 3545 3084 i dagtimerne

Information til forældre og teenagere

Forberedelse inden operation og mødetid i Daghospitalet.

Et vigtigt telefonopkald

Dagen før operationen skal I ringe ind til afdelingen mellem kl. 17 og 18 på tlf: 3545 3084. Her får I information om præcist mødetidspunkt og retningslinjer om faste og tørste på operationsdagen.

Mødetid og ventetid på operation

Anæstesi og operation af børn kræver særlige hensyn. Derfor bedøves og opereres børn under 8 år typisk på få operationsstuer med særligt udstyr og personale, der er eksperter i operation og bedøvelse af børn.

Det betyder desværre ventetid. Derfor er operationstiderne vejledende. Vi forsøger at udnytte operationsstuerne maksimalt, og derfor møder patienterne lidt før operationen, så de er klar, når stuen bliver ledig.

Derfor er mødetiderne forskudt på følgende måde: 

  • Første barn møder kl. 07.15 og skal være operationsklar kl. 08.00
  • Andet barn møder kl. 07.30 og skal være operationsklar kl. 08.00
  • Tredje barn møder kl. 08.30 og skal være operationsklar kl. 09.00
  • Fjerde barn møder kl. 09.30 og skal være operationsklar kl. 10.00
  • Femte barn møder kl. 10.30 og skal være operationsklar kl. 11.00

At jeres barn er ”operationsklar” betyder at det har fastet og tørstet som beskrevet nedenfor, og derfor er klar til operation. 

At børnene er klar lidt før det planlagte operationstidspunkt sikrer, at vi operere flest mulige børn i løbet af dagen, og betyder også, at vi nogle gange er færdig med et barn før tid og andre gange tager det lidt længere tid end ventet. 

Vi håber på jeres forståelse for, at mødetiderne er planlagt på denne måde for at minimere ventelisterne på operation og udnytte tiden optimalt på stuerne. 

Faste- og tørsteregler

Vi kan kun operere, hvis I har overholdt følgende faste- og tørsteregler for børn og unge. 

  • Mad (inkl. modermælkserstatning) må barnet spise op til 6 timer før operationstid
  • Spædbørn må ammes op til 4 timer før operationen
  • Klare væsker (sød saft, æblejuice uden frugtkød e.l.) må barnet indtage frit indtil 2 timer før operation 
  • Vi anbefaler at barnet skal drikke om morgenen på operationsdagen
  • 1 time før operationen skal barnet tilbydes en begrænset mængde klar væske svarende til 0,5 dl for børn under 5 år og 1 dl for børn over 5 år.

Operationstiden er vejledende

Vi gør opmærksom på, at operationstiden altid er vejledende, da der i enkelte tilfælde kan opstå ventetid hvis en forudgående operation trækker ud, eller hvis der er akutte operationer som skal varetages først. 

Såfremt personalet kan se, at operationen forud for jeres trækker ud, vil vi tilbyde barnet lidt væske såfremt det er muligt - dette er dog en individuel vurdering personalet foretager.

Parkering

Det er desværre ikke muligt at parkere på Rigshospitalets område i tidsrummet  6.30-14.45, når man er indlagt eller på besøg på afdelingen. Der henvises til parkering mod betaling på offentlig vej eller til at tage offentlig transport. 

Læs mere om parkering på Rigshospitalets side herom.


Redaktør