Ultralydsscanning

​Videncenter for reumatologi og rygsygdomme har en selvstændig ultralydsfunktion med 4 højkvalitetsscannere der anvendes til diagnostik og behandling af reumatologiske patienter samt til forskning inden for gigtsygdomme.

Hvad kan ultralyd?

Ved hjælp af ultralydsbølger er det muligt at danne billeder på en sort/hvid skærm, som giver information om anatomien i det undersøgte område og samtidig også kan give information om forandringer i områdets normale udseende der måske kan forklare dine symptomer.  Med en særlig teknik (Doppler-teknik) kan blodgennemstrømningen i væv og blodårer vurderes og ses som farver på det sort/hvide billede.

Ultralydsbølger er uden ioniserende stråling og dermed ganske ufarlig. Ved undersøgelse kan der opstå let varmefornemmelse, som er uskadeligt for vævet. Ultralyd er ikke forbundet med nogen form for risiko eller ubehag. Alle patienter kan derfor ultralydsskannes - også gravide.

Undersøgelsen påvirker ikke elektroniske apparater såsom ure, mobiltelefoner eller pacemakere.​Ultralydsundersøgelsen kan

i nogle tilfælde være et supplement til den almindelige kliniske undersøgelse og kontrol.

Hvad kan vi undersøge?

Med ultralyd er det muligt at undersøge bløddele ned til knogleoverfladen, men ultralyd er ikke særlig anvendelig til sygdom i knoglen. Hertil anvendes fx røntgenundersøgelser. Da knogle blokerer ultralyden, er det ikke muligt at se forbi eller under knogler.

Med ultralyd kan påvises forandringer i led, sener samt seneskeder. I nogen tilfælde kan overfladiske knogleforandringer påvises. Derudover kan betændelsesforandringer i store kar (vasculitis) og spytkirtler påvises.

Der kan foretages ultralydundersøgelse af 2 ledområder per afsat tid, fx begge hænder eller et knæ og en ankel. Områderne der skal undersøges vil være fastlagt af din vanlige reumatolog.

På reumatologisk afdeling scannes ikke for hud eller organ forandringer, blodpropper, knuder (tumores) eller akutte traumer. Der foretages desuden kun undersøgelse af visse nerveforandringer.

Hvad kan behandles?

Hvis der ved ultralydsundersøgelsen påvises unormalt meget væske i et led eller lednær struktur, kan der i forbindelse med ultralydsundersøgelsen foretages udtømning af ledvæske.  Hvis der ved ultralydsundersøgelsen af det undersøgte område ses tegn på irritation – enten i leddet, en slimsæk eller i senen/senefæstet kan der gives indsprøjtning med binyrebarkhormon. 

Behov for udtømning af væske og/eller binyrebarkhormon indsprøjtning vil være bestemt forud for undersøgelsen at din vanlige reumatolog.

Selve ultralydsundersøgelsen

Ultralydsundersøgelser foretages enten siddende eller liggende på et leje. Ultralydsscanning udføres af en specialuddannet læge og varer ca. 15-20 minutter.

Svar på undersøgelsen

Svaret på undersøgelsen får du med det samme og noteres også i din journal til din vanlige reumatolog, som varetager din videre udredning og behandling.

Redaktør