Specialviden hjalp Helle ud af konstante smerter

​​Da Helle Valentin kom til Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme på Glostrup Hospital (som nu hedder Rigshospitalet)​ fik hun den specialisthjælp, som hun havde brug for.

​Fra den ene dag til den anden oplevede Helle Valentin pludselig konstante, voldsomme smerter og træthed. Hendes fødder hævede sommetider så meget op, at hun ikke kunne have sko på. Undersøgelser viste, at det var kronisk leddegigt. Pludselig skulle Helle indstille sig på, at være kronisk syg. 

I april 2009 startede 54-årige Helle behandling på Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme for kronisk leddegigt. Nu har hun levet med sygdommen nogle år, og selvom hun aldrig bliver helt rask, så har hun det godt.

- Behandlingen har hjulpet mig og jeg har fået det meget bedre. Jeg har ikke længere de stærke smerter, som før plagede mig. Mit behandlingsforløb på Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme har været meget positivt. Det føles trygt, at være tilknyttet en afdeling, hvor de ved, hvad de taler om, og hvor man er i professionelle hænder. Det gør, at man selv kan slappe af og ikke bruge så mange tanker på at bekymre sig, siger hun.​

Stor glæde af afdelingens læger og sygeplejersker

- Jeg har altid kunnet ringe til afdelingens sygeplejersker, når jeg har haft brug for det. De har hver eneste gang taget godt i mod mig og svaret på mine spørgsmål, når jeg har ringet, så det ikke hver gang har været nødvendigt at tale med en læge. Den læge jeg har gået hos, Merete Lund Hetland, er meget professionel og har fulgt mig tæt. Hun har vist forståelse for min situation og hendes gode råd om alt fra medicin til kost og motion har været guld værd. Jeg har været enormt glad for at gå ved hende, og hele forløbet har været trygt og positivt.

I løbet af behandlingen oplevede Helle Valentin pludselig at få store smerter i sin kæbe, som gjorde, at hun ikke kunne åbne munden andet end et par centimeter. Hverken hendes egen læge eller tandlæge kunne finde ud af, hvad der var galt. Men da Helle fortalte Merete Lund Hetland om smerterne var Merete ikke i tvivl om, at det måtte være gigt og en indsprøjtning med binyrebarkhormon virkede hurtigt mod smerterne.​

Masser af motion og sund mad 

Det har været svært for Helle at acceptere, at hun er kronisk syg.

- Det har været svært at indse, at jeg har en sygdom, som jeg ikke kan slippe af med. Jeg kan mærke at den blusser ekstra op, når jeg er stresset, men den vil for altid være en del af mit liv, fortæller hun.

Kost og motion har stor betydning i Helle Valentins liv. Hun spiser sundt og dyrker motion og mindfullness, det synes hun hjælper hende til at stresse ned og slappe af. Flere gange om ugen tager hun i fitness center, hvor hun bruger romaskinen og crosstraineren og dyrker pilates. 

- Jeg får det bedre både fysisk og psykisk af at træne. At være aktiv, høre musik og møde mennesker giver mig ny energi, siger hun.

Samtidig har det været vigtigt for Helle at fastholde et normalt arbejdsliv. Hun har ikke været sygemeldt fra sit arbejde, og hun har opretholdt en arbejdsuge med mange arbejdstimer. Når hun i perioder er stresset, kan hun mærke, at det får sygdommen til at være værre.  

​Leddegigt i familien

Da Helle blev syg, havde hun allerede kendskab til leddegigt; hendes egen mor fik det, ligesom Helle, som 50-årig. Leddegigt er arveligt, så det er højst sandsynligt fra moderen, at Helle har sygdommen. Helles familie havde derfor allerede kendskab til sygdommen.

- Men der er ingen tvivl om, at det kan være svært for andre at forstå ens smerter, hvis man ikke har hævede fødder eller andre tegn. Derfor er det vigtigt at sige fra, når man har det skidt og tænke på sig selv og sit helbred, siger Helle. ​

Læs mere om kronisk leddegigt​.​

Redaktør