Robotkirurgi

Som det første hospital i Danmark har Rigshospitalet indført transoral robotkirurgi (TORS) med henblik på at forske i og udvikle mere skånsomme behandlinger til patienter med hoved- og halskræft.

​​Operationer med den nye robot giver større præcision. Derfor er metoden god for udvalgte grupper af patienter med kræft i halsen. Amerikanske studier viser, at robot- kirurgi kan være velegnet, hvis patienten lider af kræft i svælget og den øverste del af struben.

Mere skånsom behandling

Med operationsrobotten - der er doneret til klinikken af en privat fond - håber vi på at kunne tilbyde mere skånsom behandling af særligt mundhule- og svælgkræft (tungerod, mandler og drøbel), der hidtil næsten udelukkende har været behandlet i en kombination af kemoterapi og strålebehandling.

Kirurgerne kan føre robotarmene ind via munden, som er en naturlig åbning i kroppen, hvorfor metoden er skånsom. I fremtiden håber vi også på at kunne inkludere patienter med strubekræft og næsesvælgskræft.


​​

Operation i utilgængelige områder

Den nye teknik tillader kirurgen at operere igennem munden med tre fleksible robotarme hvoraf den ene er monteret med et tredimensionelt kamera og de to andre med operationsinstrumenter.

Man kan derfor komme til at operere i områder, der ellers ikke er tilgængelige bagerst i mundhulen og i svælget. Herved kan man fjerne kræftsvulster, der førhen ville kræve, at man splittede underkæben eller gik igennem et snit på halsen. 

Forskning og udvikling

Teknikken udvikles løbende, og der er store forventninger til robotokirurgien. Afdelingens robotteam skal netop til at påbegynde et forskningsprojekt, der har til formål at sammenligne livskvaliteten hos patienter, der har gennemgået traditionel stråle- og kemoterapi med patienter, der primært behandles ved hjælp af robotten.
Egnede patienter vil derfor blive tilbudt at være med i dette projekt.

Ud over behandling af nydiagnosticerede patienter med mundhule- og svælgkræft tilbyder vi også denne operationsteknik til egnede patienter, der har fået tilbagefald af deres kræft efter traditionel behandling.

Hvordan foregår operationen med TORS?

Indgrebet foregår i fuld bedøvelse, hvor den ene kirurg sidder ved en robotkonsol nogle meter væk fra patienten, mens robotarmene med kamera og instrumenter er monteret ved patienten.

Det højtopløselige billede, som kirurgen kan se, kan forstørres, så kirurgen kan se vigtige detaljer så som kar og nerver og gå mere skånsomt til værks. En medhjælpende kirurg er placeret hos patienten og sørger for at skifte instrumentarme og holde operationsfeltet rent for eventuelt blod og røg, da robotten skærer med en elektrisk strøm. Dette minimerer blødning under indgrebet.

Ved hjælp af 3D skærme monteret i operationsstuen kan det øvrige operationspersonale følge med under proceduren.

Hvor lang tid tager operationen?

Varigheden af indgrebet er meget afhængig af størrelsen af kræftsvulsten, men tager typisk 30-90 minutter. Dertil skal medregnes tiden, der bruges på at bedøve og vække patienten. Dette tager typisk 30-60 minutter.

For patienter, der skal behandles med robotkirurgi som primær behandling, er det nødvendigt at fjerne nogle af lymfeknuderne på halsen for at undgå spredning af kræften senere i forløbet. Dette kan foregå enten samtidigt med robotoperationen eller på et senere tidspunkt.

Efter operationen

De fleste patienter vil typisk være indlagt i nogle dage til observation mens den smertestillende behandling optimeres. Nogle patienter vil have behov for sondeernæring i en kortere periode, men de fleste vil ikke have behov for dette, og kan normalt udskrives en til to dage efter indgrebet. Har man tidligere modtaget strålebehandling kan indlæggelsen vare noget længere idet en bivirkning til stråleterapi er, at man heler dårligere og derfor har behov for længere observation.
  

Redaktør