Robotkirurgi giver nye muligheder for patienter på Rigshospitalet med kræft i halsen

Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk Klinik på Rigshospitalet har fået en robot, der kan bruges til at operere patienter med kræft. Robotten giver nye muligheder for avanceret og skånsom hoved-halskirurgi med få eftervirkninger.

​​

18. juni 2013


Operationer med den nye robot giver større præcision. Derfor er metoden god for udvalgte grupper af patienter med kræft i halsen. Amerikanske studier viser, at robot- kirurgi kan være velegnet, hvis patienten lider af kræft i svælget og den øverste del af struben.

- Vi er formentlig den første øre-næse-hals-afdeling i verden, der har fået vores egen da Vinci-robot, siger professor Christian von Buchwald fra Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk Klinik på Rigshospitalet. Han og afdelingens ”robot-team” startede med operationerne allerede i maj, og de første operationer er gået fint.

Robotten er en såkaldt da Vinci-robot, som også bruges i andre lægefaglige specialer på danske sygehuse, men det er første gang, kirurger opererer via munden i hals og svælg med den tre-armede robot.

Kirurgerne fører robotarmene ind via munden, som er en naturlig åbning i kroppen, hvorfor metoden er skånsom.

- Vi kan komme ind og operere, som om vi havde hænderne derinde. Ved den traditionel operation for kræft i svælget skal vi f.eks. dele underkæben i midten, hvilket jo er et større indgreb, forklarer Christian von Buchwald.

- Med robotten elimineres en eventuel rysten på hænderne, som kan være en udfordring ved operationer hos nogle kirurger, siger han.

Han fortæller, at der skal en del oplæring og tilvænning til at styre robottens tre arme. Kirurgen sidder ved en konsol og bruger hænderne på to joystick-lignende arme et stykke fra patienten, som bliver overvåget af andre læger og operationspersonale. Derfor er der ikke den fysiske kontakt og direkte overvågning, som kirurger er vant til, når de opererer. Øre-, næse- og halskirurgerne på Rigshospitalet har i april været på træningsophold på to amerikanske universitetshospitaler for at lære metoden.

Et tværfagligt team, der består af de medicinske kræftlæger, onkologerne, og øre-næse-hals-kirurger, behandler i tæt samarbejde patienter med kræft i hoved og hals. I de kommende måneder vil de finde ud af, hvilke patienter egner sig til operation med robotten som alternativ til strålebehandling og kemoterapi.

- Vi vil undersøge, om man hos visse patienter med kræft i halsen kan starte med at operere, så patienten kan få reduceret behandlingen med stråler og kemoterapi, og dermed undgå nogle af de svære bivirkninger. Det gør de i en række lande som Italien, Frankrig og USA. Vi skal diskutere, hvilken behandling der er bedst for den enkelte patient, og her mener vi, at robotkirurgi fremover indgår som en mulighed, siger Christian von Buchwald

Af journalist Hanne Stetting Duvå

Redaktør