Højt specialiseret sygepleje til hoved-halskræftpatienter i eget hjem

​Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk klinik tilbyder nu patienter med hoved-halskræft højt specialiseret sygepleje i eget hjem efter udskrivelse. Initiativet skal sikre bedre overgange i patientforløbet, forebygge genindlæggelser og styrke fokus på rehabilitering

Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk klinik opererer årligt ca. 300 patienter for hoved-halskræft (HHC). Da denne kræftsygdom involverer flere af kroppens centrale funktioner, som fx tale-, tygge, synke- eller vejrtrækning, udskrives mange opererede patienter med hoved-halskræft med komplekse problemstillinger. En del HHC-patienter har desuden kun få eller ingen pårørende, hvilket medfører, at de i forhold til andre patientgrupper har et øget behov for hjælp og støtte i hjemmet efter udskrivelsen.​


Derudover møder hjemmesygeplejersker ofte kun patienter med hoved-halskræft i et begrænset omfang og har derfor ikke mulighed for at oparbejde specialviden om denne patientgruppes behov for sygepleje, der blandt andet omfatter skiftning af trakealkanyle, komplekse ernæringsproblemer og pleje af komplicerede sår i hoved- og halsregionen.

 

Ekstra opmærksomhed

- De kirurgiske forløb bliver i disse år stadigt kortere, så HHC-patienterne udskrives hurtigere efter endt behandling. Derfor er det afgørende, at vi er ekstra opmærksomme på denne udsatte patientgruppe og deres pårørende. Vi må derfor sørge for, at de får højt specialiseret sygepleje i hjemmet og samtidig lette overgangen i patientforløbet mellem primær- og sekundærsektor, fortæller oversygeplejerske Tine Bloch Jensen fra Øre-næse halskirurgisk og Audiologisk klinik, og fortsætter: 

- For at kunne give den bedste hjælp og opfølgning til disse patienter, har vi iværksat det udgående sygeplejeteam, hvor to af klinikkens sygeplejersker med høje specialespecifikke kompetencer aflægger besøg hos de udskrevne HHC-patienter. For vi oplever desværre, at HHC-patienter bliver genindlagt eller får behov for akutte, ambulante besøg, fordi situationen i hjemmet er for vanskelig eller sygeplejen ikke fungerer optimalt.

 

Udgående sygeplejeteam

Det udgående sygeplejeteam kommer rundt til patienterne i bil, og målet er at komme på minimum tre hjemmebesøg om dagen. Teamets opgave bliver at sikre kvaliteten af den specialespecifikke sygepleje, sikre at patient og pårørende føler sig trygge efter udskrivelsen og evt. undervise hjemmesygeplejeplejersken i skiftning af trakealkanyle, samt vejlede om ernæring og pleje af komplicerede sår. I forbindelse med overflytning af patienter til andre klinikker eller hospitaler, bistår teamet endvidere med undervisning af sygeplejersker.

 

Lignende initiativer er bl.a. blevet iværksat i London, hvor en gruppe sygeplejersker fra Øre-næse-halskirurgisk klinik i marts måned besøgte Guy's og St. Thomas Hospital, der siden 2009 har haft et tværfagligt udgående team til hoved-halskræftpatienter (Community Head and Neck Cancer Team (CHANT).


Redaktør