De to første øre-næse-hals-læger under uddannelse fra Zimbabwe på klinisk ophold i Danmark

To yngre og kommende øre-næse-hals-læger fra Zimbabwe har netop afsluttet et fire ugers uddannelsesophold på Rigshospitalet i forbindelse med Rigshospitalets internationale øre-næse-hals-kirurgi-kursus på Panum

​​

De er de første to øre-næse-hals-læger i Zimbabwes historie, som uddannes i eget land, og er blot to ud af otte øre-næse-hals-læger i hele Zimbabwe. Og med en befolkning på omkring 15 millioner mennesker får de to unge læger Dr. Naboth Matinhira og Dr. Titus Dzongodza travlt, når de vender hjem til Zimbabwe. De er begge halvejs i deres specialuddannelse til øre-næse-hals-læger og har i to et halvt år været tilknyttet et internationalt øre-næse-hals-program, som er etableret via Groote Schur Universitetshospitalet i Cape Town, Sydafrika, og som Rigshospitalet er en aktiv del af.

I løbet af deres fire uger lange ophold i Danmark har de to læger deltaget i de fleste typer operationer inden for øre-næse-hals-kirurgi, som bliver udført på Rigshospitalet, hvoraf flere endnu ikke kan udføres i deres hjemland. Desuden har de deltaget i et omfattende kirurgi-kursus, der blev afholdt på Panum-instituttet på Københavns Universitet, hvor fremtrædende ØNH-kirurger fra hele verden kom og underviste. De to læger fra Zimbabwe har benyttet sig af muligheden for at skabe netværk med kommende øre-næse-hals-specialister og de ledende ØNH-læger fra hele verden; og det er nødvendigt for at sikre dem gennemførelsen af deres ØNH-specialistuddannelse.

Professor Christian von Buchwald fra Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk Klinik er sammen med professor Jørgen Tranum Jensen, Panum Instituttet, og professor Anshul Sama, Universitetshospitalet i Nottingham, vært for det årlige internationale ØNH-kirurgi-kursus, som med stor succes netop er gennemført for trettende gang. Han har tillige været vært og ansvarlig for det fire ugers træningsprogram, som de to læger netop har gennemgået på Rigshospitalet. Opholdet er betalt af en privat dansk fond.

- Baggrunden for samarbejdet er ideen om, at ønskes medicinske fremskridt i lande med begrænsede muligheder som fx i Zimbabwe skal der etableres uddannelse af speciallægerne tæt på – og bedst – i deres eget land. Men i et land som Zimbabwe er der ingen undervisning i ØNH på deres universitet og de få ØNH-læger, som alle er uddannet i Sydafrika, har ikke mulighed for selv at sikre en positiv udvikling af specialet uden hjælp udefra til at uddanne flere ØNH-læger, fortæller Christian von Buchwald og fortsætter:
- Vort samarbejde startede i 2009 efter et besøg hos professor Johan Fagan, Groote Schuur Universitetet i Cape Town og har udviklet sig siden herunder med besøg af nævnte, som også underviser på vort internationale ØNH-kirurgi-kursus. Sidste år var vi tre fra klinikken, som besøgte Zimbabwe og fik mulighed for at undervise og få et godt indblik i deres hospitalsvæsen. Parallelt med dette lykkedes det os bl.a. at donere de to første øre-mikroskoper, som sammen med andet kirurgisk udstyr i 2013 blev sendt i en container til Zimbabwe, så nu er øre-kirurgien startet i Zimbabwe. En af vore yngre læger, ph.d, Ramon Jensen, var i foråret på gen-visit i Zimbabwe og fik etableret en journal club, som nu fungerer på månedligt basis via Skype. Da lægerne i Zimbabwe ikke har adgang til PubMed sendes artikler pr. mail. Måske lidt populært sagt forsøger vi med frisk ilt til vore yngre kollegaer i Zimbabwe, forklarer professor, Christian von Buchwald.

Meget få ØNH-læger i Zimbabwe


I Zimbabwe er der otte øre-næse-hals-læger, hvoraf seks af dem er i hovedstaden Harare. Fire af dem er ansat på offentlige hospitaler, mens to af dem er i privat praksis. Det betyder, at alle patienter med øre-næse-hals-lidelser bliver sendt til to største hospitaler, der begge ligger i Harare, og derfor har de rigtig travlt på afdelingerne, fortæller Titus Dzongodza, der selv arbejder for det største hospital i Zimbabwe.
Det lyder langt fra de forhold, der er i Danmark og i den vestlige verden generelt, men hvad oplever de to læger som den største forskel mellem Danmark og Zimbabwe?

- Fra hvad vi har observeret er den største forskel tilgængelighed og ressourcemængde i forhold til udstyr, operationsstuer og personale samt undervisning og forskning, det er nok det største. Her i Danmark bliver der opereret hver dag, i Zimbabwe opererer vi kun en gang om ugen, så det er ret forskelligt, hvad vi kan operere, fortæller Naboth Matinhira, mens Titus Dzongodza supplerer:

- En anden ting vi også har lagt mærke til er, at her i Danmark betaler patienter ikke for deres behandling – det er en stor forskel. I Zimbabwe skal du betale for dine egne helbredsudgifter; hver gang du går til lægen, hvis du skal opereres, osv.
 

Samarbejdet udvides

Naboth Matinhira og Titus Dzongodza er enige om, at opholdet i Danmark har været meget lærerigt for dem, og de glæder sig begge til at komme hjem til Zimbabwe og dele deres oplevelser og viden med deres kolleger. Men også de danske øre-næse-hals-specialister har lært meget af besøget.
- Det er interessant og lærerigt for os her i Danmark at se, hvordan de med ganske få instrumenter kan gøre deres arbejde – og gøre en forskel for patienterne. Det kan vi lære meget af, siger professor Christian von Buchwald og fortsætter:

- Planen er, at vi også gerne vil sende nogle af vores unge læger til Zimbabwe, fordi såvel vore læger som lægerne i Zimbabwe kan lære meget af sådan et besøg. Så det er et samarbejde, hvor vi skridt for skridt i et koordineret samarbejde med Zimbabwe og Sydafrika har klare mål., fortæller Christian von Buchwald og tilføjer, at der nu vil blive udarbejdet et budget og derefter søgt om flere private midler for at fastholde og udvikle samarbejdet til også at inkludere forskning.

- Det har været en god oplevelse at være her. Vi håber derfor på, at programmet kan køre videre, og at dette kun er begyndelsen på et langsigtet samarbejde, siger Titus Dzongodza.
Redaktør