Cellulære mønstre og uregelmæssigheder i human perilabyrintær knogle

I sit ph.d.-studie undersøger ​læge Lars Juul Hansen mønstre og uregelmæssigheder i knogleremodelleringen omkring det indre øre for at belyse sygdomsmekanismen bag otosklerose.

Otosklerose rammer omkring 1 % af befolkningen. Sygdommen giver knoglenydannelse omkring det indre øre. Hvis stigbøjlen vokser fast, bliver hørelsen påvirket, fordi bevægelsen af de små øreknogler nedsættes. Sygdommen er i nogen grad arvelig og rammer hyppigere kvinder end mænd.

Knoglevæv nedbrydes og genopbygges løbende ved såkaldt remodellering. Knoglen omkring det indre øre opfører sig anderledes. Tidligere studier med fluorescerende tidsmarkører har vist, at knogle-remodellering næsten ikke forekommer i knoglen lige omkring det indre øre. Denne observation har spillet en afgørende rolle i opdagelsen af et remodelleringshæmmende signal fra det indre øre. Når der på trods af denne hæmning opstår remodellering kan det give otosklerose, men den bagvedliggende mekanisme er stadig ukendt.

I dette studie undersøges mønstre og uregelmæssigheder i knogleremodelleringen omkring det indre øre for at belyse sygdomsmekanismen bag otosklerose.



Redaktør