Vurdering af væksthastigheden af sporadiske Vestibularis Schwannomer med PET- og MR-scanning med nyt sporstof

​I dette ph.d. projekt undersøger Hjalte Sass den kliniske anvendelse af PET/MR med et nyt sporstof med henblik på at bedømme væksthastigheden af sporadiske vestibularis schwannomer.

Vestibularis schwannomer udgår fra den 8. kranienerve og er beliggende imellem hjernestammen og det indre øre. Symptomer er typisk ensidig hørenedsættelse og tinnitus, eventuelt svimmelhed, påvirkning af den sensoriske ansigtsnerve og ved store tumorer endvidere symptomer associeret med vand i hovedet og truende indeklemning af hjernen. Sideforskel med hensyn til hørelse eller skelneevne målt ved audiometri eller vedvarende konstant ensidig tinnitus er hyppigste årsager til udredning med MR skanning. Standardundersøgelsen ved diagnostisk udredning af Vestibularis Schwannomer, er MR-skanning af cerebrum med et gadoliniumbaseret kontraststof. Dette giver en visualisering af størrelsen og lokalisationen, men ikke en vurdering af tumorens egenskaber, herunder væksthastighed/-potentiale.

Incidensen af sporadiske Vestibularis Schwannomer er stigende. I Danmark diagnosticeres nu ca. 200 nye tilfælde årligt, hvoraf ca. 1/3 opereres og nogle få modtager strålebehandling. De resterende 2/3 observeres for vækst ved halvårlige eller årlige MR-skanninger. Hos 30-40% af patienterne findes efterfølgende tumorvækst.

Vi vil afprøve et helt nyudviklet såkaldt PET/MR-sporstof, der er udviklet på Rigshospitalet i et samarbejde med Professor Andreas Kjær fra Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklarmedicin og PET, Rigshospitalet. Med den nye type skanning vil vi have mulighed for at tilbyde patienterne behandling ud fra tumorens egenskaber og ikke den aktuelle størrelse.


Redaktør